Hvidovre IF tog sejren på Nature Energy Park

28.04.2024 15:21

Efter en dårlig første halvleg måtte vi se os slået af Hvidovre IF, selvom vi pressede dem i store dele af anden halvleg, hvor Max Ejdum blandt andet scorede sit første mål i den stribede trøje.

3F Superliga, Kvalifikationsspillet 2023/24
Søndag den 28. april kl. 14.00, Nature Energy Park

OB – Hvidovre IF 1-2 (0-1)
0-1: Christian Jakobsen (33.)
0-2: Lirim Qamili (82.)
1-2: Max Ejdum (85.)

Advarsler:

OB: Sven Khöler (12.)
Hvidovre IF: Lirim Qamili (6.) Martin Spelmann (43.)

Kampens dommer: 
Aydin Uslu

Kampens forløb:

Søndag eftermiddag dannede Nature Energy Park rammen for både drama og spænding, da vi stod over for Hvidovre IF i 3F Superligaen. Her skulle vi forsøge at tilkæmpe os tre værdifulde point på en dag, hvor solen stod højt over Odense.

Kampen startede med et stående Nature Energy Park, og der var dermed lagt op til et brag af en kamp, hvor lægterne ville gøre alt, hvad de kunne, for at bære de stribede spillere frem.

Hvidovre IF sad mest på bolden i kampens første 20 minutter. Men vi holdt dem fra at komme til afslutninger inden for målrammen. Omvendt skabte vi heller ikke selv nogle bemærkelsesværdige chancer i kampens indledning.

Senere lagde Hvidovre IF et indlæg ind i feltet fra OB's venstreside, hvilket førte til en stor chance og en afslutning på mål. Men en heroisk blokering af Helander på stregen gjorde, at kampen stadig var målløs.

Det var dog fortsat Hvidovre IF, som pressede på, og efter et hjørnespark i det 33. minut var det Hvidovre IF's Christian Jakobsen, som steg højest til vejrs og headede bolden i nettet til 0-1.

Vi kom bedre med efter scoringen, og Bashkim Kadrii sendte da også et godt forsøg afsted mod mål, men uden held. Vi gik derfor bagud til pause.

OB kom bedst ud efter pausen, og vi pressede gentagne gange Hvidovre IF-mandskabet helt ned på banens sidste tredjedel. Desværre var vi ikke effektive nok til at få udbytte ud af det.

Bemærkelsesværdigt var det, at vi tilkæmpede os hele 12 hjørnespark i anden halvleg. Vi var da også farlige på flere af dem, men de førte aldrig til, at vi fik bolden over målstregen.

Efter 82 minutter havde Hvidovre IF for en gangs skyld spillet sig frem til at kunne sende et indlæg ind i OB-feltet. Gæsternes Lirim Qamili scorede på indlægget i anden omgang, efter at Viljar Myhra ellers havde stået for en flot redning.

Der skulle dog ikke gå længe, før vi svarede igen. Max Ejdum fik sendt et forsøg afsted fra lang afstand, som Hvidovre IF's målmand, Filip Djukic, ikke kunne få hænderne på. Bolden gik i nettet, og der stod derfor 1-2 på måltavlen efter 85 minutter.

I kampens sidste minut fik vi tilkendt et frispark på kanten af feltet. Rami Al Hajj sparkede bolden ind i feltet, og den endte hos Tom Trybull, der scorede og sendte Nature Energy Park ud i vild jubel. Målet blev desværre annulleret for offside efter et langt VAR-tjek, og vi måtte derfor se os slået på Nature Energy Park.

OB’s startopstilling:

Viljar Myhra, Leeroy Owusu, Nicklas Mouritsen (Tom Trybull 62.), Filip Helander, Tobias Slotsager, Nicholas Mickelson, Svend Kölher (Max Ejdum 75.), Rami Al Hajj, Don Deedson (Markus Jensen 81.), Bashkim Kadrii (Luca Kjerrumgaard 81.), Charly Nouck (Max Fenger 62.)

Bænken:
Martin Hansen, Alasana Manneh, Markus Jensen, Gustav Grubbe, Tom Trybull, Luca Kjerrumgaard, Max Ejdum, Aske Adelgaard, Max Fenger 

Næste kamp:
Mandag den 6. maj kl. 19.00 mod Vejle Boldklub, Vejle Stadion.