Sæsonkortholdere: Tag din ven med – helt gratis

22.04.2024 12:18

Der er brug for en stærk, stribet opbakning, når Hvidovre IF gæster Nature Energy Park på søndag, Derfor har vi skruet op for stemningen på stadion med Energi Fyn Cup, aktiviteter i Faxe Kondi Fanzonen og så tæller dit sæsonkort eller abonnement for to striber til denne kamp.

Der er i den grad brug for, at vi står sammen for klubben og for byen. Derfor glæder vi os også til at kæmpe side om side med det stribede fællesskab, når vi på søndag kl. 14.00 får besøg af Hvidovre IF.

Vi har derfor iværksat en række initiativer, der skal styrke opbakningen og sørge for, at alle striber bliver klar til at heppe på gutterne inde på banen.

Inviter en ven gratis ind til kamp med dit sæsonkort eller abonnement
Der er ikke nogen bedre måde at bruge sin søndag, end i et godt stribet selskab. Det ved alle I mange sæsonkortholdere og abonnenter allerede, men nu er det tid til at overbevise din ven eller veninde om det samme. Det kan du gøre på søndag, da dit sæsonkort eller abonnement gælder for to stribede fans til denne kamp.

Sådan får du en gratis billet til din ven:

1. Hop ind på billetsiden og vælg en plads til samme tribune, som dit sæsonkort gælder til*. 2. Indtast sæsonkort-stregkoden i rabatkodefeltet og hent en gratis billet. 3. Mød op ved indgangen, få scannet din billet og hav en rigtig god kamp! * Koden gælder kun til samme tribune, som ens sæsonkort eller abonnement også gælder til.

Find din ekstra billet her

Vi varmer op til kampen med Energi Fyn Cup og løjer i Faxe Kondi Familiezonen
Inden superligakampen er fodboldstemningen på Nature Energy Park allerede høj. Søndag holder vi nemlig det årlige Energi Fyn Cup, hvor en masse unge fynske driblere skal i aktion. 

Efter Energi Fyn Cup er alle deltagere inviteret til at blive og se superligakampen, og derfor er der også masser af fede aktiviteter i Faxe Kondi Familiezonen. Her kan du blandt andet møde OB- og OB Q-spillere, og hvis du er heldig, kan du lokke dem til at skrive en autograf. 

I Faxe Kondi Familiezonen kan du også vinde præmier fra Energi Fyn ved at ramme plet i den oppustelige Faxe Kondi-dåse. For at du er helt klar til superligakampen har du også mulighed for at få malet striber i ansigtet, så alle kan se, hvem du hepper på. 

*Energi Fyn Cup er aflyst, men der er stadig masser fede ting på programmet i Faxe Kondi Familiezonen

Frank & Jonas varmer op i Albani Fanzone
Også i den store fanzone er der lagt op til god underholdning, så stemningen kan blive sat inden superligakampen. Her spiller husorkestret Frank & Jonas fra Live Culture-scenen alle klassikerne, som du helt sikkert kan synge med på. 

Hver en stribe tæller
Der er brug for alle stribede kræfter, hvis vi skal have sejren i land. Derfor glæder vi os til at se en masse striber, når vi samles igen på søndag. 

Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, kan du gøre det her!