OstFacade-scaled

29.11.2020 11:03

Samarbejdet med Sports Academy Denmark kan hjælpe de unge talenters udvikling på og udenfor banen.

I OB er vores mål at udvikle de dygtigste fodboldspillere, som samtidig er hele mennesker med et stærkt fundament for fremtiden, så de klarer sig godt både på og udenfor banen.

Derfor er vores samarbejde med Sports Academy Denmark (SAD) noget, vi er enormt stolte af. SAD er et sportsakademi og efterskole for unge atleter i særklasse. Det betyder, at talenterne kan udvikle sig som atleter på højt niveau, samtidig med de oplever et år på efterskole, som kan hjælpe i deres menneskelige udvikling.

Samtidig kommer atleterne til at være sammen med andre engagerede unge talenter fra andre sportsgrene og få unikke oplevelser sammen med dem på skolen og på tværs af sportsgrene. Hidtil har samarbejdet med byens uddannelsesinstitutioner løftet klubben talenter til førsteholdet og udlandet.

Samarbejdet mellem OB og Sports Academy Denmark kommer derfor til at løfte vores akademi yderligere og gør det muligt at forene skolegang og fodbold. Undervisningen er tilrettelagt efter, at de unge kan passe skolen, samtidig med de kan deltage i træningen.

Akademiets tekniske chef, Tonny Hermansen, siger selv om samarbejdet:

- Vi har fået en efterskole i Odense, som er dedikeret i forhold til idrætten, og det betyder, at vi kan være konkurrencedygtige i forhold til de klubber, der allerede kan tilbyde samme muligheder, som vi nu får mulighed for. Det er en efterskole, der ligger centralt og tæt på OB, og det gør, at vores unge mennesker, som bor på skolen, blot kan tage cyklen, hvilket er top klasse, siger Hermansen og fortsætter:

- Vi får også muligheden for at tiltrække spillere fra andre regioner, og det kan udvikle vores akademi yderligere, så vi fortsætter med at blive stærkere og stærkere. Samtidig er det også centralt, at de mennesker, der står bag efterskolen, har arbejdet med idræt i mange år. Det er folk som Jacob Landtved og Kim Rasmussen, der ved meget om eliteidrætten, og det er derfor mennesker, der kan lede med eksempel.

Sports Academy Denmark er planlagt til at stå klar midt i Odense Idrætspark til at tage imod elever i august 2021.