Vi udvider det strategiske samarbejde med Svendborg fB

08.04.2024 12:49

Vi har siden 2018 arbejdet tæt sammen med Svendborg fB. Det samarbejde når nu at fejre 10-års jubilæum, da vi netop har skrevet under på en aftale, så det velfungerende samarbejde fortsætter frem til 2028. Samarbejdsaftalen indebærer blandt andet flere fællestræninger og aktiviteter samt en konsulent fra OB, der skal understøtte videreudviklingen af SfB.

Vi har netop forlænget vores samarbejde med vores sydfynske venner fra Svendborg fB (SfB), så aftalen nu løber frem til sommeren 2028, hvilket vækker stor begejstring hos begge klubber.

- Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at vi har kunnet forlænge vores samarbejde med OB. Den nye aftale sender et signal om, at vi er godt på vej i SfB. Vi klarer os godt og ligger godt til i ungdomslicensen med vores børnefodbold og ungdomsfodbold. Og det bliver anerkendt i OB via aftalen, der nu bliver forlænget, siger Jesper Jensen, der er formand i SfB, inden han fortsætter: 

- Den måde vi arbejder med talentudvikling på, det gør os interessante for rigtig mange – også uden for Fyn – og det kan jeg godt forstå, men i forhold til en hverdag, der giver OB bare mening. Det er Øens og Fyns største og stærkeste klub, og så giver det god mening for vores unge mennesker, at det er det næste skridt i deres fodboldkarriere, såfremt de ønsker det. 

I OB er vi selvfølgelig også rigtig glade for, at vi endnu en gang kan forlænge det gode samarbejde med den sydfynske fodboldklub.

- Vi er sindssygt glade og stolte over, at det her er kommet i hus. Jeg har virkelig glædet mig over, at vi kan skrive under på det her. Det betyder rigtig meget for OB, synes jeg, siger Tonny Hermansen, der er Akademichef i OB. 

Samarbejdet udvikles med den nye aftale

Den nye samarbejdsaftale er en forlængelse af samarbejdet, der startede i 2018, og den er således en videreudvikling af mange af de principper, der har fungeret så godt i de seneste år.

- Klubberne vil gerne hinanden, og vi er kommet til et punkt, hvor vi synes, det giver endnu mere mening, at vi laver projekter sammen. Vi skal være mere tydelige, og vi skal kigge ind i, hvordan vi får skabt et bedre grundlag for børnefodbolden, og hvordan vi får skabt et bedre grundlag for at uddanne vores spillere til gavn for både Svendborg og os i OB. Det er vigtigt, at vi får styrket hele set-uppet, så vi både taktisk, teknisk, fysisk og mentalt får løftet helheden blandt spillerne. Og der tror jeg, at det her samarbejde bliver rigtig spændende og godt, siger Tonny Hermansen.

I SfB ser man også frem mod de nye tiltag med store forventninger:

- Jeg tror, at vi med den her aftale får en forbedring af vores hverdag. Der bliver nu lagt mere fokus på at lave ting sammen, og OB stiller flere ressourcer til rådighed, som kan være med til at forbedre vores træningsmiljø og hverdag. OB bliver en større del af vores hverdag med en fast person tilknyttet klubben ugentligt. Det giver mulighed for tæt sparring og udvikling på tværs af de to organisationer, og det synes jeg giver rigtig god mening, siger Jesper Jensen. 

DBU TOP-center fortsætter i Svendborg

En del af træningen sker blandt andet gennem ATK+-træning, hvor OB og SfB i fællesskab driver DBU’s TOP-center-projekt. Her trænes sydfynske fodboldspillere i aldersgruppen U10-U12 hver onsdag. 

- Det betyder også rigtig meget, at vi fortsat har et ATK+ center i Svendborg. Det betyder nemlig, at de sydfynske spillere, der er i vores andre samarbejdsklubber, har Svendborg som base i forhold til at komme ind og lave nogle fællestræninger og få noget inspiration til deres træninger, som de kan tage med hjem i deres klubber. Det er jo det, der er hele ideen med ATK+-set-uppet, siger Tonny Hermansen, mens Jesper Jensen tilføjer: 

- Vi har stadig ATK+-træning, og det er væsentligt for hele det sydfynske område. Det er fedt at have et tilbud som ATK+-træning for spillerne, hvor der kommer nogle udefra, som kan være med til at inspirere spillere og trænere i SfB. Den træning og viden får vi bedre mulighed for at formidle til resten af klubben, gennem den fast tilknyttede person fra OB.

Med den nye kontraktforlængelse løber samarbejdet mellem OB og SfB frem til sommeren 2028.