Filip Helander vil starte Kvalifikationsspillet med en sejr

22.03.2024 08:36

Kampprogrammet for Kvalifikationsspillet er på plads, men når vi spørger vores anfører, Filip Helander, så skal vi bare fokusere på en kamp ad gangen, og det første fokus er lige nu på den kommende hjemmekamp mod Vejle Boldklub.

Søndag spillede vi sæsonens sidste kamp i 3F Superligaen Grundspil, da vi på et udsolgt Nature Energy Park fik besøg af F.C. København. Og selvom det i Grundspillets sidste spillerunde pludseligt var muligt at spille os med i Mesterskabsspillet, så lykkedes det ikke, da gæsterne besejrede os med 0-2.

- Vi havde håbet på at komme i top6, men vi forstod ret tidligt i sæsonen, at det ville blive svært. Jeg synes, at vi har spillet bedre den sidste tid, og vi har fået flere point med os, og det virker som om vi skaber mange chancer, vi er med i kampene, og vi har chancer til at få resultater med os, så der er en stor positivitet i truppen. Men nu skal vi omstille os på Kvalifikationsspillet, og sådan er det, men vi kommer til at kæmpe hårdt og forhåbentligt gøre det godt, så vi kan tage den her syvendeplads, siger Filip Helander.

Denne weekend er der landskampstermin og dermed ingen superligakampe, men derefter sparkes Kvalifikationsspillet i gang i et hjemmebanebrag mod Vejle Boldklub.

- Alle ti kampe i Kvalifikationsspillet vil være vigtige, og det er klart, at det er vigtigt for os at få en god start, men alle kampe er for tre point, og derfor skal vi se, om vi kan få så god en start som muligt, siger vores anfører, inden han fortsætter:

- Vi starter Kvalifikationsspillet mod Vejle i den første kamp, og jeg håber, at vi kan spille en god kamp, ligesom vi gjorde mod dem på udebane. Hvis vi starter med en sejr der, kan vi gøre gabet større ned til de hold, der ligger under os.

- Men vi skal ikke ligge for meget i, hvordan tabellen ser ud fra kamp til kamp, og hvem der ligger til nedrykning lige nu. Der er ti kampe, der skal spilles, og vi skal forsøge at vinde så mange kampe som muligt og få så mange point som muligt, og så kan vi kigge på tabellen, når sæsonen er slut.

Den første kamp i Kvalifikationsspillet bliver et vigtigt opgør, hvor Vejle Boldklub gæster Nature Energy Park, og vores anfører håber, at opbakningen fra de seneste kampe vil fortsætte ind i Kvalifikationsspillet.

- Det har været fantastisk at have den opbakning gennem de sidste kampe. Desværre har vi ikke kunnet levere resultaterne, men jeg håber, at vi fortsat vil få stor støtte, og så skal vi nok betale tilbage med den her første hjemmesejr, slutter Filip Helander.

OB – Vejle Boldklub spilles tirsdag den 2. april kl. 19.00 på Nature Energy Park, og du sikrer dig billet til opgøret her.