Fynsk musik på EWII Park

Morten Wamsler — 09.04.2018 14:43

Vær med til at vælge hvilke to fynske numre, vi skal spille på stadion til hjemmekampen mod Randers.

Fyn er fuld af talent. Det gælder ikke kun i sportens verden, men det gælder også i en lang række andre sammenhænge. Én af dem er den fynske musikscene, der er fyldt med spændende kunstnere, og dem vil vi gerne give plads i højttaleranlægget på Ewii Park til vores hjemmekampe.

Vi vil gerne have din hjælp til at finde frem til, hvilke fynske musiknumre, vi skal tilføje spillelisten, og derfor præsenterer vi to fynske musiknumre, når OB spiller hjemmekamp.

Til hver hjemmekamp får du fem valgmuligheder, og du skal stemme på det nummer, du helst vil høre på stadion. De to, der får flest stemmer, vil blive spillet - enten under spillernes opvarmning, eller som det sidste nummer, inden vi skal til at have spillerne på banen. Til de kommende hjemmekampe vil du kunne stemme på din favorit blandt de to, der fik flest stemmer sidst - og tre nye numre.

Denne gang kan du vælge imellem følgende fem numre - giv din stemme i afstemningen her ved siden af.
Og hvis du har en god idé til fynsk musik, der skal være med i de næste afstemninger, så send meget gerne en mail til os på [email protected] med emnelinjen 'Fynsk musik'.



HOLMEN HUSTLERS - HVEM HVAD HVOR
Det er hiphop fra den danske udkant. Og fra den fynske udkant. Fra Hindsholm ved Kerteminde. Det er skævt, det er festligt - det er fynsk, og det er med ironisk selverkendelse. Her i den mere dancehall-agtige ende af Holmen Hustlers repertoire. Holmen Hustlers var blandt de to, der fik flest stemmer sidst, så de er med igen denne gang.





FENNEC ON FIRE - INNER BEAST
Rockband med base i Odense. Netop nu aktuel med albummet ”Stuck in the Desert”, der udkom i midten af marts. Der er smæk på guitaren og højt til loftet med iørefaldende melodier og en kantet energi. Fennec on Fire var blandt de to, der fik flest stemmer sidst, så de er med igen denne gang.





HJALMER - HVIS DU GÅR
Han er opvokset i Odense og han har ikke evnen til at skrive ørehængere fra fremmede. Farmand er fast inventar i højttalerne på stadion med ’Her I Odense’ - skal der også være plads til Hjalmers søde ballade ’Hvis du går’?.





SEBASTIAN LIND - NEVER LET GO
Han er fra Svendborg og har haft flot succes i både Tyskland, Schweiz og Østrig - samt på national dansk radio - med sine iørefaldende popsange et sted midt mellem noget akustisk og noget elektronisk. Dette er et af hans ældre hits - og et af dem, der har lidt mere drive end de ellers melankolske og nedbarberede stemninger, han skaber.






MAWIC - MISS YOU SO
Rockbandet Mawic fra Odense kan det dér med at skrive iørefaldende rockmusik. I dette tilfælde med nogle klare referencer til Muse, men samtidig med en ukompliceret og fængende melodi. Fin fynsk power med masser af energi.

>