Ingen problemer for
U15-drengene i Vejle

Anne Gaarde

Benjamin Jakobsen — 05.04.2018 12:59

Der var ikke tvivl om udfaldet på noget tidspunkt, da U15-drengene vandt med 5-1 i Vejle.

U15 Liga 1
Onsdag 4. april kl. 18:15, Vejle Idrætsefterskole
VB - OB: 1-5 (0-2)
15. min. 0-1 Valdemar Kwasniak (Jakob Okkels)
25. min. 0-2 Valdemar Kwasniak
45. min. 1-2 VB
50. min. 1-3 Valdemar Kwasniak (Luca Kjerrumgaard)
60. min. 1-4 Asbjørn Sylvester (Jakob Gaarde)
65. min. 1-5 Asbjørn Sylvester (Valdemar Kwasniak)

OB-truppen: 
Tobias Jacobsen, Jakob Gaarde, Frederik Emil Lyneborg, Johan Blirup, Andreas Hother, Luca Kjerrumgaard, Valdemar Kwasniak, Jakob Okkels, Aske Adelgaard, Magnus Saaby, Oliver Hansen, Asbjørn Sylvester, Frederik Lebæk

Kampens forløb:
Første halvleg var en meget lige affære, hvor Vejle sad på spillet med et lille overtag i boldbesiddelsen. Til gengæld var OB farligst, og striberne havde et lille overtag i antallet af chancer og afslutninger. På udnyttelsen var OB også bedst, og ved pausen stod det 2-0 til striberne. Det gjorde det efter to situationer, hvor blandt andet Valdemar Kwasniak og Jakob Okkels doserede en portion af vejlensernes egen medicin imod dem; nemlig hurtige løb fremad banen - direkte mod mål.

Anden halvleg startede som den første, og selvom hjemmeholdet nåede at komme på tavlen med en reducering efter en omstilling og et efterfølgende indlæg, så endte det alligevel med at blive mere og mere spil til et mål, som halvlegen skrev frem. OB kunne sagtens have scoret mere end de fem mål, der endte med at komme i sækken, inden turen gik hjem mod Odense igen.

Kommentar fra Ulrik Bredegaard:
Udover Herning, som ikke længere er med i vores række, så er Vejle faktisk det eneste hold i Danmark, der har taget point fra os i denne sæson, da vi spillede uafgjort i Odense dette efterår. Kombineret med at de er blandt de jyske hold, som er bedst repræsenteret på udvalgte hold via DBU, så betyder det, at kampen i går var vores, på papiret, sværeste udekamp i turneringen i år. Den er vi naturligvis meget tilfredse med at vinde komfortabelt. Med hensyn til selve præstationen så kunne vi have ønsket os langt mere, da vi både spiller en kvalitetsmæssigt svag første halvleg og generelt kunne have været bedre i specielt vores 1v1 situationer gennem hele kampen. 

Til gengæld har vi et, på dagen, sindssyg højt bundniveau i vores kollektiv, som jeg synes gutterne fortjener stor ros for hele kampen i gennem.

Næste kamp:
8. april 14:00, OB - Sønderborg, Ådalen