Marco Lund er glad
for tilliden fra Kent

Benjamin Jakobsen/ob.dk

Benjamin Jakobsen — 05.04.2018 12:34

Mandag blev det til den anden startplads i OB-trøjen, og det var Marco Lund rigtig glad for.

I mandags blev det til den anden startplads i OB-trøjen for Marco Lund, efter han kom til klubben fra Esbjerg i januars transfervindue. I modsætning til første kamp mod AGF, så blev det tre point til striberne – og det var en rigtig god oplevelse for den 21-årige forsvarsspiller.

- Det var selvfølgelig dejligt igen at starte inde. Det er godt for mig at få den tillid fra Kent, og det var også noget, jeg havde hungret lidt efter. Jeg fik smag for det i kampen mod AGF, hvor det ikke gik så godt, så det var fedt at få en ny startplads og så en succesoplevelse med drengene, siger Marco Lund om sin oplevelse i tirsdagens kamp.

Som bekendt vandt OB kampen med 2-1 over SønderjyskE, og hvis man spørger om, hvorvidt de tre point er vigtige for ham og resten af truppen – så er han ikke i tvivl.

- Det betyder sindssygt meget, at vi vandt. Det var vigtigt for os, at komme godt fra start i det her gruppespil. Det tager lidt af presset af, så vi måske kan spille mere frit nu her i de kommende kampe – allerede fra på lørdag, fordi vi fik tre point i mandags.

Lørdag er det så Lyngby Boldklub der venter, og mens OB vandt i seneste runde over SønderjyskE, løb Lyngby ind i et nederlag på 2-0 til Randers FC. Og Lyngby kontra SønderjyskE – det er to vidt forskellige hold at have med at gøre, mener Marco Lund.

- Lyngby har dygtige spillere ligesom SønderjyskE også har. SønderjyskE er et kollektivt stærkt hold, som er hårde at nedbryde. Det kunne vi også se i slutningen af kampen, hvor vi virkelig måtte knokle hårdt for at hive de tre point hjem. Lyngby er anderledes – de kommer med flere kreatører på de offensive pladser, som kan skabe mere på egen hånd og så forsvarer de som et hold. Spiller for spiller har de måske ikke de bedste forsvarsspillere på alle pladserne, men de forsvarer sig stærkt som et hold. Derfor skal vi ind og bringe en masse energi i kampen, for det er jeg ikke i tvivl om, at Lyngby kommer med, udtaler Marco Lund.

OB er placeret på en førsteplads i pulje 2 af gruppespillet. Der er 11 point ned til Randers FC på en tredjeplads og 15 point tilbage at spille om. Derfor skal meget gå galt, hvis OB ikke skal med i Europa Playoff. Men uanset hvad – så skal man som OB-spiller altid gå på banen for at vinde, siger Marco Lund.

- Vi spiller altid for at vinde. Nu gav vi fansene, byen og os selv en god oplevelse sidst. Det hungrer vi efter at give dem endnu mere af. Vi skal vise, at vi skulle have været med i det mesterskabsspil, og det gør vi ikke, hvis vi ikke leverer i gruppespillet. Det er alle tre fine modstandere, som vi tidligere har haft det svært mod i denne sæson, så vi skal tage alle kampe seriøst, hvis vi skal vinde dem, fortæller Marco Lund, inden han afslører sine forventninger til kampens forløb på lørdag.

- Jeg har en forventning om, at det bliver en tæt og hård kamp. Der skal løbes rigtig mange meter fra begge mandskaber, så det skal vi være indstillede på. Derudover skal vi være kyniske og dygtige på bolden, når vi har den. Der kommer sekvenser, hvor Lyngby har bolden en del – så det skal vi være forberedt på – og det er også det, vi træner i øjeblikket, så jeg er ikke i tvivl om, at vi er klar, når vi går på banen lørdag.

Kampen mellem OB og Lyngby spilles på Lyngby Stadion. Der er kampstart klokken 16:00, og du kan købe billet til kampen her.