- Meget på spil mod Lyngby

Morten Wamsler — 06.04.2018 13:00

Kent Nielsen glæder sig til en kamp mod Lyngby, hvor begge hold har meget på spil.

Kent Nielsen ser frem mod en udekamp i Lyngby lørdag, som han forventer at OB har kvaliteten til at vinde, men som han også er klar over bliver vanskelig.

- I vores pulje er der meget på spil for alle hold. Det kan godt være, at Lyngby har svært ved at nå os, men for dem er der ekstremt meget på højkant i forhold til forskellen på at slutte som nummer tre eller fire. Det bliver en meget anderledes kamp end mod SønderjyskE, for mens de har deres store styrker i fysikken og standardsituationer, så skal vi nu møde et hold, der har mere fokus på det boldsikre spil, men også på nogle gode omstillinger. Det positive i vores kamp mod SønderjyskE var, at vi viste kvalitet i mange forskellige dele af spillet, og vi skal videreføre den bevægelighed og kvalitet vi havde, når vi var i boldbesiddelse. Selvom Lyngby ikke er et ligeså fysisk præget hold som SønderjyskE, så skal vi stadig spille ind med al den fysik vi kan, fordi det kan være medvirkende til, at vi gør det svært for Lyngby, fordi de er stærke på bolden, når de får tid og plads til det, siger Kent Nielsen og fortsætter:

- Alka Superliga oser af overraskende resultater hele tiden, og det kan også sagtens blive en meget tæt kamp i morgen, selvom der er stor pointmæssig forskel på holdene. Det så vi også i hjemmekampen mod Lyngby, hvor vi spillede en stærk første halvleg men alligevel oplevede, at Lyngby var tæt på, da vi var foran 2-1. Der skulle ikke meget til, fordi vi var meget længe om at score det tredje mål, der dog kom sent i kampen.

Siden den kamp har Lyngby lidt med en del skader i truppen, men efterhånden er de ved at nærme sig at være fuldtallige. Samtidig har tiden arbejdet for Lyngby i forhold til at få januars økonomiske problemer på afstand, og i forhold til at få holdet og truppen til at fungere optimalt efter de afgange, der blev en udløber af klubbens problemer.

- Der ingen tvivl om, at de har været i stand til at arbejde målrettet mod de udfordringer, de har i gruppespillet. De ved godt, at de med al sandsynlighed skal spille kvalifikationskampe, men også at der er der kæmpe forskel på at blive treer eller firer, for slutter man sidst i puljen, skal man mindst spille fire kampe for at overleve. Bliver man treer kan man måske nøjes med to kampe, men man er garanteret mindst fire - så der er en kæmpe forskel på det. Det betyder, at der er meget på spil for Lyngby, og det er der selvfølgelig også for os, for det gælder om, at vi skal have point nok til at være fri af nedrykningsspillet hurtigst muligt. Der skal vi gerne tage tre point mere lørdag, siger Kent Nielsen.

Udefra set vil nogle måske mene, at OB kan spille mere frit, fordi pointafstanden til Lyngby og Randers er betragtelig. Men den holdning deler Kent Nielsen ikke.

- Jeg har aldrig været glad for det med at kunne spille frit. Alle spillere er bedst, når der er noget på spil. Der er ingen tvivl om, at vi skulle bruge meget tid på det mentale efter Randers-kampen, dels fordi det var det tredje nederlag i træk, og dels fordi det var den kamp, der endeligt afgjorde, at vi ikke nåede top 6. Det slog virkelig hårdt for os alle sammen, så det var godt, at der var 14 dage til at arbejde på tingene, og jeg må sige, at det var godt gået af truppen, at vi både vandt over SønderjyskE, og at vi gjorde det på den måde, vi gjorde. Vi spillede godt i store perioder, og vi kæmpede rigtig godt i andre, og det har givet et stort løft for os forud for de resterende kampe, siger Kent Nielsen, der kan glæde sig over en trup med få skader og med bedring for dem, der ikke er kampklar.

- Rasmus Festersen er stadig skadet, men han er begyndt at løbe, og vi håber han snart kan være med i noget af træningen med de øvrige. Jens Jakob spillede en halv time i reservekampen mod FCK i tirsdags, og han gjorde det rigtig fint. Men han mangler det sidste i at føle sig helt klar, og derfor venter vi lidt endnu med at have ham med i kamptruppen, slutter Kent Nielsen