Morten Wamsler — 12.04.2018 10:02
Til sommer bliver Henrik Hansen ny assistenttræner i OB. Her kan du læse hvorfor.
Til sommer tiltræder Henrik Hansen som ny assistenttræner i OB. Han kommer fra en lignende stilling i SønderjyskE, og den tidligere midtbanespiller forklarer sit skifte således:
- Helt grundlæggende fik jeg en henvendelse fra Jesper Hansen, hvor han forelagde mig sine tanker. Det var ikke noget, jeg som sådan havde tænkt skulle ske nu, men efter at have tænkt over det og efter nogle rigtig spændende og gode samtaler med Jesper Hansen og Kent Nielsen, blev jeg mere og mere overbevist om, at det er det helt rigtige for mig, siger Henrik Hansen og fortsætter:
- Jeg kender jo både Jesper og Kent fra tidligere, og ved hvad de står for. Jeg ser det desuden som det rigtige skridt for mig både som træner og som person. Det er vigtigt for min udvikling, at jeg kommer lidt ud af de trygge omgivelser, og at komme til en klub med så stort potentiale og høje krav, som der er i OB, føler jeg passer perfekt for mig. Jeg har oplevet tidligere, hvilken glæde og fællesskabsfølelse, der kan være omkring OB, og det ville være fantastisk at opleve igen.
Henrik Hansen spillede for OB fra 2008 til 2010. De fleste vil nok huske ham som en kreativ midtbanespiller, der havde et stort vinderinstinkt og en god evne til at tage del i livet både i og omkring klubben og truppen. Det er de samme kompetencer, han forventer at kunne bidrage med som træner.
- Jeg ser mig selv som et kreativt tænkende menneske. Det var jeg som spiller, og det synes jeg også, at jeg er som træner. Jeg vil vinde, og det er mit udgangspunkt uanset om det er til træning eller kampe. Jeg nyder at arbejde hårdt med spillerne på banen, at arbejde med de små detaljer og at arbejde med at hjælpe unge spillere til at få det optimale ud af deres talent. Jeg føler selv, at jeg gør det på en motiverende måde, for det er vigtigt for mig at vise forståelse for, at folk er forskellige. Selvom man som udgangspunkt skal behandle alle ens, så skal man også have fornemmelsen for, at der er punkter, hvor man skal tilgå dem forskelligt, ung som gammel. Endelig vil klubben opleve en medarbejder, der er klar til både at bakke op om de beslutninger, der bliver truffet, men som også er klar til at agere sparringspartner og udfordre synspunkterne, inden de bliver truffet, siger Henrik Hansen.
Det er tre år siden, at Henrik Hansen stoppede sin aktive karriere. Siden har han fungeret som A+-træner og siden som assistenttræner for ligaholdet i SønderjyskE.
- Da jeg stoppede som aktiv, var jeg nysgerrig på, om trænervejen var den rigtige for mig. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var den, og det er klart, at jeg rigtig gerne vil fortsætte udviklingen i min trænerkarriere. Men det er ikke sådan, at jeg har lagt en karriereplan, der siger, at jeg skal tage det næste skridt på et bestemt tidspunkt eller være cheftræner inden en bestemt alder. For mig handler det altid om at være i nu’et. Sådan havde jeg det også som spiller, for hvis man går og tænker over det næste skridt i stedet for at være i nu’et, så er det slet ikke sikkert, at der kommer flere skridt. Jeg tror på, at hvis det er der, jeg arbejder mig hen, så kommer det også, når det kommer. Det bedste jeg kan gøre, det er at fortsætte med at udvikle og uddanne mig, og der fornemmer jeg, at det er det helt rigtige tidspunkt at skulle i nogle omgivelser med et andet pres, og som på den ene side er velkendte, men på den anden side er helt nye for mig, lyder det fra Henrik Hansen.
Den 38-årige sydsjællænder, der indledte sin karriere i Næstved for derefter at spille i Esbjerg, Horsens, OB og SønderjyskE, følte sig hurtigt hjemme, da han kom til OB i 2008. Derfor er det også oplagt for ham, at hans næste jobmæssige udfordring er i OB.
- SønderjyskE har haft en kæmpe betydning for mig, og over to omgange har jeg været der i mere end 10 år. De har givet mig så utroligt meget, og omvendt føler jeg også, at jeg har givet dem en masse den anden vej. Så selvfølgelig er der mange følelser involveret, når man siger farvel til en arbejdsgiver og en række mennesker, man har været så glad for, og som jeg har den historik med, som det er tilfældet. Men når det er sagt, så har jeg boet i Odense i 10 år, og det er her, vi har stiftet familie og fået to børn. Da vi flyttede til Odense i 2008 følte vi os hjemme med det samme, og det har varet ved. Samtidig elsker jeg den fodboldglød, der er i Odense, og jeg har oplevet, hvordan det hele kan sitre, når det går godt for OB. Den glæde vil jeg gerne være med til at opleve igen, og jeg fornemmer, at OB er godt på vej derhenad, siger Henrik Hansen og slutter:
- Opbakningen til OB er rigtig stor, og ligesom det giver en masse skuffelse, når det ikke går så godt, så giver det en fantastisk eufori, når tingene fungerer på banen. Jeg glæder mig til at være en del af det arbejde, som jeg er overbevist om vil betyde, at vi kommer til at opleve den glød og begejstring igen, og jeg fornemmer, at der er rigtig mange gode optræk til, at OB er på vej i den retning.