Reaktioner efter OB - SJE

Kent Rasmussen / OB

Morten Wamsler — 02.04.2018 17:00

Kent Nielsen, Helenius, Kløve og Ryan Johnson var vældig glade for de tre point, OB sikrede mandag.

Troels Kløve:
- Det er altid dejligt at vinde, og det er da ekstra dejligt at være med til at bryde OB’s dårlige statistik mod SønderjyskE, når jeg selv stod på deres side for et par måneder siden. Kampen OB tabte 3-0 i efteråret lignede rigtig meget kampen i dag, hvor OB styrede det i 60 minutter, før SønderjyskE fik overtaget. I dag fik vi heldigvis selv scoret to gange inden SønderjyskE overtog, og så fik vi kriget den hjem. Den sidste halve time blev på SønderjyskE’s præmisser, men vi formåede at stå imod. Mit mål opstod da jeg opsamlede en bold, som jeg kunne sparke til, og det er en type afslutning, jeg ved, jeg er god til, så det var dejligt at se den gå ind. Der har været god stemning i truppen i den seneste uge, og vi har været top motiverede for at bevise os selv i dag, og det var vigtigt for os, at det lykkedes.

Nicklas Helenius:
- Jeg har talt en del med Kent, der synes jeg har gjort det godt. Men han har valgt AK og Festersen i kampene, fordi de har gjort det godt i opstarten også, og det har jeg helt respekt for. Men i dag er jeg selvfølgelig glad for, at jeg kunne bidrage. Jeg synes jeg spillede godt i 60 minutter, men jeg kan godt mærke, at der lige mangler en smule inden kampformen er helt i top. Vi havde trænet meget op til denne kamp i, at vi skulle udnytte den plads, SønderjyskE efterlader i siderne af banen. Det har vi været rigtig dygtige til i træning, og det var dejligt, at det også virkede i kampen. Der er mange rum at falde ind i, og det udnyttede vi godt i første halvleg, mens der blev mere power og fysik i anden halvleg, som vi heldigvis også var dygtige nok til at matche.

Ryan Johnson Laursen:
- Det vigtigste var sejren, og det var det, vi gik ind til kampen for. Så det er en god følelse. Det var rart at slå SønderjyskE, også selvom det var lidt på deres præmisser, for det er en god følelse at vinde en kamp, hvor vi også slås for det og kan være med på det fysiske plan. Det er sjovt at kampene mod SønderjyskE næsten altid er sådan, at vi styrer det før pausen, og det tipper over til dem i anden halvleg. Men i dag håndterer vi det bedre, end vi har gjort før, og det er med til at gøre, at vi vinder kampen. Vi har forberedt os rigtig godt på, at vi skulle udnytte pladsen på kanterne, og det gav os et overtag, og havde mine indlæg været lidt bedre, så havde jeg nok også haft en assist eller to. Nu venter nye kampe, hvor vi skal gå efter sejren som det første, og derefter må spillet efterhånden blive forfinet. Det er sejrene, der tæller.

 

Kent Nielsen:
- Hvis vi holder de nøgterne briller på, så var der mange ting, vi var glade for i første halvleg, men vi kom også i mange gunstige situationer, som vi ikke fik nok ud af. Pauser kan ofte ændre nogle ting, men jeg synes at vi får nogle omstillinger vi skal have noget ud af i starten af anden halvleg. Vi får et straffe imod os, som jeg synes er hårdt dømt, og så bliver det lidt nervøst. Men jeg synes vi fik set flere sider af os, hvor vi i perioder spillede rigtig godt, men hvor vi også i andre perioder sled godt for det mod en modstander, der var fysisk stærkere end os. SønderjyskE gør spillet meget tykt centralt, og vi har ikke været så gode til at udnytte den plads, det giver i bredden. Det gjorde vi godt i dag, og vi kunne have fået endnu mere ud af det, end vi gjorde. Det var en hård uge efter Randers-kampen, hvor vi forpassede den sjetteplads, som vi ellers har været med omkring i 26 kampe, men den seneste uge har vi brugt godt og målrettet, og selvom vi var påvirket af tre nederlag i træk, så holdt vi hovedet koldt.