Erik Kempf
Morten Wamsler — 01.04.2018 13:40
Kent Nielsen vil have en positiv indgang til gruppespillet, så nedrykningskamp ikke bliver et tema.
OB’s cheftræner Kent Nielsen ser frem mod mandagens møde med SønderjyskE. Det er første kamp i gruppespillet, hvor OB skal forsøge at få et godt afsæt mod topholdet, som OB ligger á point med.
- Når man har sat sig nogle mål man ikke indfrier, så indfinder der sig en skuffelse, og det har fyldt meget i sidste uge. Det har været godt for os at få det lidt på afstand i landskampsperioden, så vi nu i den anden uge har kunnet sætte os nogle nye mål og se fremad på det, der venter. Så vi har ikke haft svært ved at arbejde meget målrettet mod kampen i morgen, og målet nu er, at vi skal have så mange point som muligt hurtigst muligt, så vi ikke bliver en del af nedrykningskampene. Når det er sikret, så kan vi sætte os nogle nye mål, men det er den rækkefølge, vi tager det i. Det er en række hvor forskellene på holdene er meget små, så det bliver mange tætte opgør, siger Kent Nielsen.
- Vi har haft det svært mod SønderjyskE i en lang periode, men de to foregående kampe i denne sæson har vi gjort en masse rigtigt, som vi skal forsøge at lykked med igen. Men der er ingen tvivl om, at deres indædthed i faser af spillet, dem skal vi kunne matche. For det er et hold, der er farligt for alle. De har en del erfaring og er dygtige i den fysiske del af spillet og til at forsvare deres straffesparksfelt. De har været gode til at straffe modstandernes fejl via omstillinger og standarder, og det er et hold, der har rutinen og kender gamet, lyder det fra OB’s cheftræner.
I udekampen mod SønderjyskE måtte OB indkassere en meget sen scoring, der betød at kampen sluttede 2-2. Hjemme tabte OB 3-0 efter at have været i kontrol i 60 minutter.
- I hjemmekampen mod dem var det en reminder for alle om, at man skal have udbytte af sine gode faser. Vi havde en times tid med mange scoringschancer, hvor vi spillede godt og gjorde det rigtig svært for dem. Vi kreerede chancerne men fik ikke taget vare på dem, og når tiden så går, og man ikke omsætter det til mål, så bliver det meget svært, når man pludselig kommer bagud. Det gjorde hjemmekampen til én, vi skal huske på, fordi vi skal tage vare på mulighederne i de gode perioder, siger Kent Nielsen og fortsætter:
- Vi skal være gode, når vi har bolden, og det vil sige, at vi skal have kvalitet i den hurtige del af spillet, og vi skal være meget bevægelige. Og så skal vi evne at finde den rigtige balance mellem tålmodighed og det mere direkte spil. Det er der, vi ser nøglen, når vi selv har bolden. Og så skal vi være dygtige til at forhindre deres omstillingsspil, hvor Uhre fylder meget for dem i kraft af sin hurtighed. Desuden er der deres fysiske styrke ved standarder, hvor vi skal være med hele vejen.
To spillere er ude af kampen på grund af skader, men ellers har der været frit valg for trænerteamet.
- Vi har 19 mand med i truppen, så vi holder mulighederne åbne. Men Rasmus Festersen og Jens Jakob Thomasen er de eneste, der ikke er i betragtning. Festersen har stadig et stykke tid inden han er klar, for han døjer med en sene under foden, og det er svært at få helt bugt med. Vi håber at JJ kan få lidt spilletid i reserveholdskampen på tirsdag mod FCK, slutter Kent Nielsen.
Kampen mod SønderjyskE spilles på EWII Park i Odense mandag kl. 14.