U13 vandt 4-3 over
bysbørnene fra Næsby

Benjamin Jakobsen — 17.04.2018 11:13

U13 kom foran 3-0, men Næsby kom flot tilbage, inden OB med to minutter igen scorede til 4-3.

U13-Liga 1
Søndag d. 15 april, kl. 11:00, Næsby
Næsby BK - OB 3-4 (1-3)
12. min. 0-1 Markus Jensen
16. min. 0-2 Markus Jensen
17. min. 0-3 Isak Voss Jørgensen
24. min. 1-3 Næsby
36. min. 2-3 Næsby
42. min. 3-3 Næsby
58. min. 3-4 Isak Voss Jørgensen

OB’s trup til kampen:
Emil Rygaard, Lucas Dyrelund, Sami Chawk, Victor Østergreen, Hjalte Hemmingsen, Theo Hansen, Elias Hansborg, Markus Jensen, Oskar Bentzen, Albert Kotsis, Marcus McCoy, Lauritz Dauerhøj, Isak Voss Jørgensen og Lucas Hansen

Kampens forløb:
Søndag spillede OB U13 mod bysbørnene fra Næsby i U13 Liga 1. Det blev en kamp med en særdeles rodet start, hvor begge hold havde store udfordringer med græsbanen. OB fandt dog hurtigst melodien, og efter 17 minutter havde OB bragt sig foran med 3-0 efter to mål af Markus Jensen og et enkelt mål af Isak Voss Jørgensen – tre mål der faldt på bare fem minutter.

Kampen dalede herefter i intensitet, og Næsby kom bedre med i kampen. Efter en opspilsfejl fra striberne reducerede Næsby til 3-1 på et langskud. I anden halvleg var det så Næsby, der kom bedst fra start og fik reduceret yderligere. Herfra kom nerven tilbage i kampen, og Næsby fik fortjent udlignet mod et tamt OB-hold.

Udligningen vækkede heldigvis OB-spillerne op igen, og kampen bølgede herfra frem og tilbage, indtil striberne satte sig på det hele med 8-10 minutter tilbage af kampen. Forløsningen for udeholdet kom, da der manglede to minutter af kampen, og Isak Voss Jørgensen med sin anden scoring i kampen afgjorde det hele med sit sejrsmål til 4-3.

Kommentar fra Niklas Vincentz:
Det var en bemærkelsesværdig kamp på Stærehusvej. Vi havde store udfordringer med græsbanen, og på trods af det fik vi skabt en føring på 3-0 efter små 20 minutter. Føringen fik os til at gå totalt i stå, og Næsby kom fortjent tilbage i kampen. Vi må aldrig lade Næsby komme i nærheden af point i den kamp, så det er vi selvfølgelig ikke tilfredse med.

Det, vi til gengæld er tilfredse med, er vores viljestyrke til at vinde kampen. Som tiden gik i anden halvleg lugtede det mere og mere af et pointtab, men vi rejste os og fik kæmpet de 3 point med hjem til Ådalen. Forhåbentligt tager drengene det med sig som en god læring, for til trods for en komfortabel føring kan det ikke lade sig gøre at gå tre point hjem på dette niveau.

Næste kamp:
21 april, 12:00, FC Sønderborg – OB, Sønderborg Stadion