Benjamin Jakobsen/ob.dk
Benjamin Jakobsen — 13.04.2018 14:25
De formstærke U17-drenge fra OB tager lørdag til København, hvor FCK venter i U17-Ligaen.
År 2018 har endnu ikke budt på nederlag for OB’s U17-mandskab. Nu vil et nyt hold forsøge at stoppe stribernes stime, og denne gang er det FCK, der tager chancen op. De er til gengæld også godt kørende, og Ivan Poulsen forventer en svær kamp mod, et hold, han mener, har, hvad der skal til for at vinde U17-Ligaen.
- Det er slet ingen tvivl om, at der venter os en vanvittigt svær udebanekamp i København. De kommer til kampen med fem sejre i streg, og for mig at se ligner de en stærk kandidat til at vinde U17-Ligaen i denne sæson. Vores 2018 har til gengæld også været ganske fornuftigt – og derfor føler vi os godt rustet til at tage udfordringen op, siger Ivan Poulsen.
En udfordring der som nævnt byder på et formstærkt FCK-mandskab, og spørger man Ivan Poulsen om, hvad det er, FCK er gode til, så mener han, der er flere ting.
- Først og fremmest har de flere store profiler i deres trup. Dernæst er de et teknisk dygtigt hold, som er rigtig stærke i possessiondelen. Så vi skal være forberedte på, at hvis vi ikke selv er skarpe med bolden, så kommer vi til at løbe rigtig mange kilometer, men det har vi gjort før, og det er vi selvfølgelig klar til at gøre igen, siger Ivan Poulsen.
Selvom det på forhånd ligner en ordentlig opgave for de unge OB-spillere, så vil man på ingen måder se et OB-hold ligge sig ned, og seneste kamp mod FCK giver også grund til optimisme, vurderer Ivan Poulsen.
- Selvom FCK er det stærkt mandskab, så var vi i det seneste indbyrdes opgør mod dem rigtig tæt på at vinde over dem. De fik kun udlignet på et straffespark i de døende minutter, så vi ved, det kan lade sig gøre. Vi skabte rigeligt med chancer til at vinde – og lykkes det igen, så er der naturligvis også mulighed for at tage sejren, siger Ivan Poulsen.
Kampen spilles på banerne ved KB på Peter Bangs Vej, og der er kampstart lørdag klokken 15:30.