U19: Vi tager til
FCK for at vinde

Benjamin Jakobsen — 13.04.2018 14:46

U19-drengene tager til København med målet om, at der skal tre point med hjem i OB-bussen.

Efter sidste weekends flotte sejr over FC Midtjylland hjemme i Ådalen skal OB U19 nu vise, at armene er faldet ned igen, når de lørdag drager over Storebæltsbroen for at spille mod FCK. Det er en kamp, som Kim Engstrøm ser frem imod med spænding.

- FCK er endnu et af de stærke hold, og der venter os endnu et topopgør og det er de kampe, som vi ser frem til at spille, i og med det er et af de hold, vi skal måle os med i rækken. Det bliver helt sikkert en svær udebanekamp, men FCK er også et hold, vi kan slå. De er dygtige som hold, de er dygtige til at stå kompakt – og står ofte snorlige i deres 4-4-2. Så de minder en hel del om deres Alka Superligamandskab i spillestilen, og den del er de dygtige til, siger Kim Engstrøm om lørdagens modstander.

Selvom OB-drengene i sidste weekend leverede et særdeles flot resultat, så er armene nede igen, siger Kim Engstrøm, og i denne træningsuge er det FCK, der har været fuld fokus.

- Armene er helt sikkert nede igen. Vi nød sejren henover weekenden, og da vi startede træningen mandag, så var det med fokus på FCK. Fokus har været på, at vi skal arbejde hårdt igen, som vi skulle mod FCM, men FCK er en helt anden modstander end FC Midtjylland. Vi skal ud med det rigtige udtryk igen og forsøge at præge kampen og så skal vi selvfølgelig gå efter de tre point, så vi kan holde trit med de andre tophold. Vi har fået syv point i de tre seneste kampe, uden vi har flyttet os i tabellen. Så alle tophold vinder for tiden, og derfor er det vigtigt hele tiden at få point, hvis man vil være med i toppen, siger Engstrøm.

Til kampen mod FCK må OB fortsat undvære Jonathan Harboe, der har karantæne, ligesom Anders Jørgensen og Shamel El-Haj fortsat er skadede. Til gengæld er der frit valg blandt de andre spillere i OB-truppen, og de er dygtige nok til, at OB skal tage til København for at jagte tre point, vurderer Kim Engstrøm.

- Det bliver et meget lige opgør – formentligt lidt målfattigt da det er to taktisk stærke hold, der vil forsøge at lukrere på modstanderens fejl. Jeg har en forventning om, at vi med vores spillere og vores måde at gøre tingene på helt sikkert kan vinde kampen mod FCK. Det er det, vi tager til København for at gøre – og vi skal bygge videre på de rigtig gode præstationer, vi har vist for tiden.

Kampen mellem OB og FCK i U19-Ligaen spilles på Peter Bangs Vej i København, og der er kampstart lørdag den 14. april klokken 13:00