13.04.2018 13:21

Kenneth Emil Petersen Position: Forsvar
Alder: 33 år

Søndag klokken 12:00 fløjtes der op til kamp i 29. spillerunde, når OB hjemme på EWII Park tager imod Randers.
Det er et hold, som OB har mødt ganske mange gange på det seneste – og det bliver det 13. indbyrdes opgør mellem
de to klubber på under tre år. For Kenneth Emil Petersen bliver det kamp nummer 27 mod Kronjyderne – og særligt
den seneste kamp vil han ud og revanchere.

- Først og fremmest bliver det rigtig dejligt at skulle spille på hjemmebane igen. Vi har jo utvivlsomt noget at revanchere fra seneste indbyrdes opgør mod Randers, og det er helt sikkert en plet, vi skal have vasket væk, siger OB-kaptajnen.

Netop seneste indbyrdes opgør blev spillet på BioNutria Park i Randers – og efter en ellers fornuftig første halvleg
fra OB, så var anden halvleg ikke på samme niveau. Det blev dyrt, da Randers straffede OB – og selvom det blev til
et klart nederlag på 4-1, så husker Kenneth Emil Petersen tilbage på flere fornuftige ting fra den kamp.

- I den kamp var Randers utrolig skarpe på deres chancer. Bashkim Kadrii lavede hattrick, så ham vil vi selvfølgelig
holde lidt ekstra øje med, når de kommer på besøg her i Odense. Når det er sagt, så skal vi på banen og spille
vores eget spil. I store perioder mod Randers gjorde vi jo faktisk, hvad der skulle til, men deres effektivitet gjorde
ondt på os. Det er ikke længe siden vi mødte dem, så vi har masser af materiale, hvor vi kan se, hvad vi skal gøre
og i ligeså høj grad, hvad vi ikke skal gøre.

Siden Randers-kampen har OB spillet to kampe i Alka Superligaen. Først blev SønderjyskE besejret med 2-1 på
EWII Park, og i sidste weekend blev det 2-2 på udebane mod Lyngby Boldklub. Og spørger man OB-anføreren, så
kunne det bestemt godt have været seks stribede point i de to første kampe af gruppespillet i stedet for fire.

- Mod Lyngby kom vi jo frem til helt vildt mange chancer. Der var i hvert fald nok chancer til tre point. Til gengæld kom Lyngby også frem til for meget, og så meget må
Randers ikke komme til. Men kan vi selv skabe samme antal chancer, som vi gjorde i Lyngby, så er jeg sikker på,
vi vinder hjemme mod Randers, siger Kenneth Emil Petersen, inden han sætter et par ord på, hvorfor han så tror
på en stribet sejr.

- Vi trænger til tre point, efter vi ikke fik dem i Lyngby. Der havde vi sat næsen op efter det, og som nævnt havde vi også chancerne til det. Som fodboldspiller elsker man at vinde fodboldkampe – så det skal vi selvfølgelig ud på banen og vise søndag middag.

Kampen mellem OB og Randers FC spilles på EWII Park søndag den 15. april klokken 12:00.