19.08.2018 22:58

I kampens tredje minuts overtid bragede Nicklas Helenius bolden op i målhjørnet, da OB søndag spillede 1-1 med de danske mestre.

Superligaen - 6. runde
Søndag 19. august, 20:00, Nature Energy Park, Odense
OB 1-1 FCM (0-0)
74.min. 0-1 Marc Dal Hende 
90.min. 1-1 Nicklas Helenius

Gule kort:
FCM: 13.min. Mikkel Duelund

OB's holdopstilling:
Sten Grytebust – Marco Lund, Alexander Ludwig, Jeppe Tverskov – Ryan Laursen, Troels Kløve, Janus Drachmann, Julius Eskesen (76. min. Mathias Greve), Jacob Barrett Laursen (90. min. Rasmus Festersen) – Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen (79. min. Mathias Jørgensen)
Bænken: Oliver Christensen, Kenneth Emil Petersen, Mikkel Desler, Mathias Greve, Mathias Jørgensen, Yao Dieudonne, Rasmus Festersen

FCM's holdopstilling:
Jesper Hansen – Alexander Scholz, Bubacarr Sanneh, Zsolt Korcsmár - Marc Dal Hende, Tim Sparv (61.min. Gustav Wikheim), Jakob Poulsen, Alexander Munksgaard – Mikkel Duelund (83.min. Frank Onyeka), Ayo Simon Okosun, Mayron George (61.min. Paul Onuachu)
Bænken: Mikkel Andersen, Kian Hansen, Joel Andersson, Paul Onuachu, Frank Onyeka, Awer Mabil, Gustav Wikheim

Tilskuertal: 4.646

Kampens forløb:
Søndag aften tog OB på hjemmebane imod FC Midtjylland i superligaens sjette runde. Det var i store træk en chancefattig kamp, hvor Troels Kløve midtvejs i første halvleg havde OB’s farligste tilbud, da han trykkede af fra distancen. Her var Jesper Hansen dog på plads i FCM-målet, og i den anden ende af banen stod OB godt i forsvaret. Det voldte FC Midtjylland store problemer, og de regerende mestre havde store problemer med at skabe chancer i de første 45 minutter, hvor de havde bolden det meste af tiden, men det var på områder af banen, hvor de ikke var farlige.

Efter pausen var det et endnu bedre OB-mandskab, der kom buldrende ud fra omklædningsrummet. Striberne satte sig tungt på spillet, og der var flere fornuftige muligheder for at bringe sig foran, men skarpheden manglede.

Når skarpheden mangler, så sker der ofte det, at modstanderne pludselig scorer ud af det blå, og i kamp hvor FC Midtjylland ikke var farlige, sparkede Marc Dal Hende lige pludselig gæsterne foran efter 74 minutters spil, da han hurtigt var over riposten der kom efter et stolpeskud fra Mikkel Duelund.

Herefter viste OB-spillerne god moral og lod sig ikke slå ud af scoringen. Striberne skubbede kæderne frem, og i det sidste kvarter blev det til en lille håndfuld fornuftige OB-forsøg. Vi måtte dog helt frem til tredje minuts overtid, inden den fortjente og forløsende scoring kom.

Indskiftede Rasmus Festersen modtog bolden i den bagerste del af feltet og sparkede fladt efter det korte hjørne. Jesper Hansen kom flot ned og reddede afslutningen, men slog den lige ud i fødderne på Nicklas Helenius. Her var Helenius iskold – han tog et træk, inden han bragede bolden op i målhjørnet til 1-1 i kampens sidste aktion.

Næste kamp:
Søndag 26. august, 14:00 Vejle - OB