OBFCK

05.08.2018 18:53

Det lignede længe et enkelt point mod FCK, men fem minutter før tid dukkede Dame N'Doye op ved bageste stolpe.

Superligaen - 4. runde
Søndag 5. august, 16:00, Nature Energy Park, Odense
OB - FCK 0-1 (0-0)
85. min. 0-1 Dame N’Doye

Gule kort:
OB: 82. min. Janus Drachmann
FCK: 57. min. Viktor Fischer, 58.min. Rasmus Falk

OB's holdopstilling:
Sten Grytebust – Kenneth Emil Petersen, Alexander Ludwig, Jeppe Tverskov – Ryan Laursen, Janus Drachmann, Casper Nielsen (73. min. Mathias Greve), Julius Eskesen, Jacob Barrett Laursen (7. min. Mikkel Desler) – Mathias Jørgensen, Anders K. Jacobsen (62.min. Nicklas Helenius)
Bænken: Oliver Christensen, Rasmus Festersen, Nicklas Helenius, Mikkel Desler, Mathias Greve, Troels Kløve, Marco Lund.

FCK's holdopstilling:
Jesse Joronen – Nicolai Boilesen, Andreas Bjelland, Denis Vavro, Peter Ankersen – Robert Skov (72.min. Ján Gregus), Carlos Zeca, Rasmus Falk (89.min. William Kvist), Nicolaj Thomsen (46. min. Kenan Kodro) – Viktor Fischer, Dame N’Doye.
Bænken: Stephen Andersen, Sotirios Papagiannopoulos, William Kvist, Kenan Kodro, Ján Gregus, Mads Roerslev, Carlo Holse

Tilskuertal: 9.389

Kampens forløb:
OB-spillerne kom ud til kampen med enorm gejst, hvor de gik ind i hver eneste nærkamp og lagde sig tæt på de københavnske spillere. Der var ikke spillet mere end et minut, før Jacob Barrett gik ind i en nærkamp, hvor han gik i græsset og desværre måtte lade sig blive båret fra banen og efterfølgende kørt på sygehset.

Chancemæssigt var det OB, der fik kampens første store chance, hvor Casper Nielsen fik bolden på kanten af feltet efter en smart hjørnesparkskombination. Han smækkede til bolden, og FCK’s målmand, Jesse Joronen, måtte diske op med en stor redning. Sten Grytebust fik også testet sine reflekser efter et kvarters spil, hvor han reddede et skud fra Dame N’Doye. FCK’s topscorer sendte et hug afsted fra det lille felt, men der skulle mere til at overliste OB’s målmand, der strakte armen og reddede afslutningen.

Første halvleg fik en dramatisk afslutning, hvor FCK’s Ramus Falk, dybt inde i dommerens tillægstid, sendte et hovedstød afsted, men Sten Grytebust fik lige nøjagtigt reddet den på stregen - en verdensklasseredning af vores norske landsholdsmålmand kort inden pausen.

Efter pausen fortsatte OB med samme høje energi, og det frustrerede FCK-spillerne. Mathias Jørgensen opsnappede en bold inde i FCK’s felt og kom forbi målmanden, men FCK’s Denis Vavro kom glidende og blokerede afslutningen langs jorden, som Mathias Jørgensen fik sendt afsted.

Som kampen skred frem, blev trykket fra FCK mere massivt, og med fem minutter tilbage af kampen brød Rasmus Falk igennem på højre side, inden han chippede bolden over til bagerste stolpe. Her dukkede Dame N’Doye op, hvor han headede FCK foran 1-0.

OB forsøgte at satse i slutningen af kampen og skubbe alt frem på et frispark i fire minutters overtid, og Nicklas Helenius kom frem til en helt fri hovedstødschance, men præcisionen manglede, og han headede kampens sidste chance langt over målet.

Næste kamp:
Lørdag 11. august, 16:00, Hobro – OB, DS Arena