_8050032

Tobias Mølgaard Sørensen — 24.08.2018 15:51

Jeppe Tverskov har sammen med resten af OB-truppen fået tanket selvtillid og er klar til at kæmpe mod Vejle Boldklub på søndag.

Den 25-årige Jeppe Tverskov ser frem til lokalopgøret mod Vejle på søndag, hvor OB jagter et godt resultat. Selvom OB, i de seneste år, har haft et godt tag på Vejle i de indbyrdes opgør, så tager Jeppe Tverskov ikke let på den kommende Superliga-modstander.   

- Vi har sat os selv i en position, der gør, at Vejle-kampen er blevet sæsonens hidtil vigtigste. Vi har lagt pres på os selv, og vi kommer ikke ud af den her spiral, før en sejr kommer i hus. Det bliver en kamp, hvor vi skal op og jagte tre point, og det er vi også i stand til. Det er en spillertrup, der har fået tanket selvtillid, og som er i en god forfatning efter sidste kamp mod de forsvarende mestre. Vi har også fået nye, dygtige spillere ind i truppen i den her uge, og det er spillere, der kan være med til at ændre spillet på banen. Alle kampe er blevet til små finaler for os nu, og det bliver en svær udekamp, men vi har en god tro på tingene.  

Vejle Boldklub er tilbage i den bedste danske fodboldrække, og de kom ud til sæsonen med lyn og torden. De startede i første kamp med at hive en overbevisende sejr hjem mod Hobro, og de tilkæmpede sig et uafgjort resultat mod sidste års sølvvindere fra Brøndby i den anden. Jeppe Tverskov er ligesom mange andre imponeret af det Vejle-mandskab, der har startet sæsonen.  

- Det er et rigtig godt hold, der så spændende ud efter de første kampe, hvor de vandt hjemme over Hobro og fik uafgjort ude mod Brøndby. De har dygtige spillere over hele banen – gode offensive kræfter, solide spillere i bagkæden og en stærk midtbane. Man skal passe på deres omstillinger, fordi der er de især skarpe. Det er heller ikke et hold, der er bange for at have bolden og holde på den. Man skal spille en god kamp mod dem for at vinde.  

Vejle tabte deres seneste opgør i Superligaen mod FC Nordsjælland med 2-0. Jeppe Tverskov påpeger derved nogen facetter i spillet, hvor OB kan udfordre Vejle.  

- Jeg har ikke spillet mod dem før, så jeg ved ikke, hvordan det føles at stå overfor dem. I sidste kamp havde FC Nordsjælland held med at udfordre Vejle på kanterne, som kunne være en måde at presse dem på. Vejle kom også i udfordringer i en-mod-en. Det kan også betale sig at flytte bolden hurtig rundt mod Vejle, og hvis man står kompakt i sine kæder og tør spille direkte, så skal man nok komme frem til chancer.  

Jeppe Tverskov rejser med resten af OB-holdet til Vejle på søndag, hvor lokalopgøret bliver fløjtet i gang kl. 14:00.  

Læs her, hvordan du kan komme gratis til kamp på Vejle Stadion.