05.08.2018 14:34
De fik ikke Leicesterlige klø, men fra pletten var vi skarpest mod Leicester, og derfor er vi finaleklar.
Efter PSG var sendt ud i kvartfinalen, stod der en time senere semifinale på menuen. Her var det Leicester, der ventede, og Kim Engstrøm så dem som det bedste hold fra lørdagens gruppespilskampe, og de vandt da også deres pulje foran PSG og NEC Nijmegen.
Alligevel var det OB, der kom stærkest ud, og et kvarter inde i kampen sparkede Mads Frøkjær-Jensen et fladt indlæg fra Jonas Skytte ind i nettet. OB gik hele tiden op og trykkede Leicester, og der var flere muligheder for at gøre det til 2-0 i løbet af første halvleg, men små ti minutter inde i anden halvleg fik Leicester udlignet.
En dum scoring at indkassere, da den opstod efter et målspark, der blev sparket til duel. Den vandt Leicester, og fik hurtigt ændret retning i spillet, så de fik en friløber, hvorpå de udlignede til 1-1.
OB fik dog rejst sig, og Mads Frøkjær-Jensen viste prøver på sit høje niveau. Ene mand afdriblede han tre modstandere, gik til baglinjen og smed den ind i fødderne på Mikkel Michelsen, der sikkert sparkede OB foran med 2-1.
Leicester forsøgte at presse på, og flere gange havde de målmanden med fremme på frispark og hjørnespark, men OB fik afvist det gang på gang. Eneste gang OB ikke vandt duellen fik Leicester så desværre udlignet, da det sparkede en nedfaldsbold i kassen to minutter inde i overtiden.
Derfor måtte kampen i straffesparkskonkurrence, og her viste Hans Christian Bernat højt niveau, da han reddede tre ud af seks spark, inden Marco Kruse der er på prøve fra Vejle Boldklub sparkede det sidste og afgørende spark ind, og derfor er OB finaleklar.
Finalen spilles klokken 16:30, og der er tid til revanche, da modstanderen bliver brasilianske Figueirense, som OB lørdag tabte 2-0 til.
Kommentar fra Kim Engstrøm:
Vi leverer igen en toppræstation, og vi viser, at vi har et godt niveau på holdet, og at vi kan stå imod et fysisk stærkt hold. Det var en kæmpeudfordring i en rigtig hård kamp, ikke hårdt spillet, men hård på den måde at begge hold virkelig gik til den, og begge hold vidste jo også udmærket godt, at der var en finaleplads på spil. Tempoet var utrolig højt, selvom det var vores fjerde kamp – og deres tredje kamp her i weekenden.
Så rigtig stor ros til alle mand og hele truppen, for at vi nu står i finalen. Det er en imponerende moral, vi viser, idet vi rejser os, efter at indkassere en udligning i to minutters overtid – så havde vi alligevel den kølighed, der skulle til ved at være skarpest fra pletten.
Nu glæder jeg mig rigtig meget til finalen, hvor vi skal revanchere os, mod Figueirense.
Næste kamp:
Finale: 5. august, 16:30 OB – Figueirense