16.08.2018 09:42
Julius Eskesen mener, at striberne skal vise humør og selvtillid på søndag, for sådan mener han, at fodboldspillere præsterer bedst.
Julius Eskesen har fået spilletid i fire af de fem seneste kampe i Superligaen, så rent spillemæssigt går det klart den rigtige vej for den 19-årige offensivspiller, men med den nuværende situation for holdet in mente, så er det ikke noget, Eskesen tænker så meget over.
- Selvfølgelig har det været fedt at få mere spilletid og starte inde i de to seneste kampe, men vores resultater overskygger min egen personlige succes med mere spilletid. Så jeg tror ikke, jeg lægger så meget i, at jeg spiller lige nu. Jeg tænker mere på klubben, og den situation vi står i, og som vi hurtigst muligt skal arbejde os ud af sammen, fortæller Julius Eskesen.
Facit lige nu er fem kampe og kun et enkelt point, og selvom det kan lyde hult, når man står med den pointhøst, så mener Julius Eskesen faktisk, der er flere fornuftige ting at tage med fra de første kampe.
- Vi har skabt masser af chancer, og vi har været gode på bolden. Der er masser at tage med, og det er ikke fordi, vi skal ændre det store. Vi skal ikke til at spille primitivt, for vi har flere tekniske typer i truppen. Derfor synes jeg, vi skal fortsætte med mange af de ting vi gør, og så skal vi lægge på med kynisme i felterne, så er jeg sikker på, det nok skal vende for os, siger Julius Eskesen, inden han sætter et par ord på stemningen i truppen.
- Stemningen har måske været lidt trykket de første par dage efter et nederlag, men nogle gange er det bedst bare at lægge de foregående kampe lidt væk, fokusere på næste kamp og holde humøret højt. For fodboldspillere præsterer med bedst humør og selvtillid, så det skal vi vise, at vi har på søndag.
Søndag venter næste kamp i Superligaen nemlig for Julius Eskesen og resten af OB-truppen. Her er det FC Midtjylland, der kommer på besøg til en aftenforestilling, og Eskesen tror på, at OB kan drille de regerende mestre.
- Det er de danske mestre, der kommer på besøg. Rent spillemæssigt har de indtil videre ikke set ligeså skræmmende ud, som de gjorde sidste år, så vi tror på, vi kan drille dem. Når det er sagt, så er FC Midtjylland stadigvæk et rigtig godt hold, og defensivt skal vi være meget fokuserede på alle dødbolde og i alle dueller, hvor de er rigtig gode, siger Julius Eskesen.
Kampen mellem OB og FC Midtjylland spilles på Nature Energy Park søndag aften klokken 20:00.