Morten Wamsler — 12.12.2018 11:00
OB's T+-træner Max Johansen skifter til en stilling som talenttræner i DBU.
OB’s T+-træner Max Johansen stopper i klubben ved årsskiftet. Han har valgt at tage imod et jobtilbud i DBU, hvor han bliver en del af unionens arbejde med de 10-15 årige fodboldtalenter.
Max Johansen har været i OB i de seneste 27 år. Som 6-årig begyndte han som spiller i klubben, og ni år senere indledte han sin trænerkarriere, der tre år senere medførte et job i trænerstaben i den professionelle afdeling. De seneste år har han været T+-træner og dermed haft ansvaret for holdene fra U12 til U15.
- Jeg har egentlig aldrig forestillet mig, at jeg skulle væk fra OB. Men jeg har været her i rigtig mange år, og jeg har derfor nøje overvejet DBU’s interesse for at tilknytte mig. Arbejdet med talenter i denne alder er utroligt spændende, og jeg har valgt at tage udfordringen op nu. Det bliver spændende at arbejde med denne aldersgruppe på en ny måde, og selvfølgelig bliver det interessant at arbejde i en anden organisation. Jeg tror på, at det også vil kunne styrke og gavne mig, og det er ingen hemmelighed, at jeg håber at komme tilbage til OB på et tidspunkt med nye inputs og endnu stærkere kompetencer. Jeg har fået stor opbakning i hele forløbet fra både Jesper Hansen og Tonny Hermansen, og jeg ved, at jeg forlader et OB-akademi, der har et rigtig godt set-up og er på vej i den rigtige retning, siger Max Johansen, der får som hovedopgave at være med i arbejdet omkring DBU’s talentudvikling for U10-U15, styre, administrere og videreudvikle DBU’s TOP-center projekt, planlægge og afvikle Talentcentre samt instruere på DBU’s supervisionsforløb af licensklubbernes U13-U15 trænere.
Tonny Hermansen er glad på Max Johansens og OB’s akademis vegne.
- Hos os handler det om at udvikle talenter. Det gælder selvfølgelig især i forhold til fodboldspillere, men det gælder også for trænere og de øvrige funktioner, der er en del af vores hverdag. Jeg er super ærgerlig over, at en dygtig træner som Max forlader os, og jeg håber, at Max får udnyttet sine kompetencer hos DBU. Det er vigtigt for os, at vores trænere hele tiden er undervejs i deres udvikling, og efter at Max overgik til stillingen som T+ og TOP-Center ansvarlig, har han været en vigtig del af vores setup i forhold til at få sat TOP-center projektet i gang på det fodboldfaglige og i forhold til sparringen med TOP-center-trænerne. Jeg håber, at vi ser Max i en funktion i Ådalen igen på et senere tidspunkt, og jeg vil egentlig både ønske Max og DBU tillykke, for begge parter kan se frem til et rigtig spændende og givende samarbejde, siger OB’s talentchef Tonny Hermansen.
OB forventer snarest muligt at kunne fortælle, hvem der bliver ny T+-træner i klubben.