20.12.2018 11:00
Vi har indgået en samarbejdsaftale med Dalum IF, hvor hovedformålet er, at vi sammen skal øge niveauet for spiller- og trænerudvikling i begge klubber.
Odense Boldklub og Dalum IF har indgået en aftale om et strategisk klubsamarbejde, der skal øge niveauet for spiller- og trænerudvikling i de to klubber. Det er to af de største klubber på Fyn, og at OB og Dalum har fundet sammen i et strategisk samarbejde glæder OB’s talentchef, Tonny Hermansen.
- Det er en stor dag for os, fordi vi har kunnet lave denne samarbejdsaftale med Dalum IF. Det er en stor klub i Odense, og Dalum IF har i de seneste tre år har udviklet sig; for det første som klub, men især omkring børne- og ungdomsafdelingen. Rent geografisk er det også ideelt, at vi kan arbejde sammen. Vi er placeret meget tæt på hinanden, og fra vores side har det i de seneste tre år har været et stort ønske, at vi har kunnet flette fingrene sammen med Dalum IF og lave et samarbejde, der er til gavn for begge klubber. Det er det, vi nu er blevet enige om, og det er vi vildt glade for, fortæller Tonny Hermansen.
På den anden side af skrivebordet er der også stor tilfredshed med det nye samarbejde mellem to store odenseanske klubber, det fortæller Bjarne Christensen, som er formand i Dalum IF.
- Det her samarbejde er en god idé både for Dalum IF, Odense Boldklub og for fynsk fodbold i det hele taget. Vi har lyst til at bidrage med så meget, vi kan, når det kommer til at udvikle fodboldspillere og -trænere. Potentialet er kæmpe stort. Den udvikling bliver kun stærkere, hvis vi arbejder sammen og inspirerer hinanden i hverdagen. Samarbejdet tager netop udgangspunkt i udviklingen af spillere og trænere. Der skal lægges gode planer og udarbejdes konkrete indsatser.
- Det grundlæggende er, at vi skal fastholde og skabe glade fodboldspillere, som er dygtige på alle mulige niveauer. For os er det ikke kun elitespillere, det drejer sig om. Der skal udvikles glade og dygtige fodboldspillere til alle hold, og det kræver fokus på spiller- og trænerudviklingen. Ved at give en masse inspiration til vores trænere, så optimerer vi udviklingspotentialet. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal i gang med det her samarbejde, fortæller Bjarne Christensen.
Dalum IF er ikke den første klub, der er med i Øens Hold, og det er heller ikke den første klub, der indgår et strategisk klubsamarbejde med OB om spiller- og trænerudvikling, men at Dalum IF nu er med i samarbejdet er glædeligt, fortæller Tonny Hermansen.
- Vi ønsker jo, at alle fynske fodboldklubber på et eller andet plan kan samarbejde om Øens Hold. Derfor er det rigtig glædeligt, at vi og Dalum kan indgå det her samarbejde. Jeg er sikker på, at det her bliver en succes, for vi har snakket frem og tilbage længe, og der er rigtig grundige overvejelser bag hvert et punkt i vores samarbejdsaftale med Dalum IF, som jeg har store forventninger til, siger Tonny Hermansen.
Samarbejdet mellem OB og Dalum begynder fra dags dato, og det løber frem til sommeren 2022.