IMG_5114

04.12.2018 15:45

På bolden leverede striberne på et fornuftigt niveau, men forsvarsspillet mod sønderjydernes omstillinger var ikke godt nok, og det straffede hjemmeholdet, der slog OB 3-1.

U19-Ligaen
Lørdag 1. december kl. 13.00, Haderslev
SønderjyskE– OB 3-1 (1-0)
21. min. 1-0 Jeppe Jordoson
64. min. 2-0 Steffen Svenningsen
69. min. 3-0 Peter Buch Christiansen (straffe)
72. min. 3-1 Mikkel Michelsen

OB’s holdopstilling:
Philip Gejl – Jonas Skytte (83. min. Kristian Brøndum), Anton Pedersen, Oliver Skolnik, Jonathan Kjær (64. min. Emil Suarez) – Nicolai Skøtt, Jonathan Harboe, Mads Frøkjær-Jensen, Anders Klynge - Peter Clement (83. min. Tarik Ibrahimagic), Mikkel Michelsen

Kampens forløb:
Lørdag spillede U19-drengene årets sidste kamp, da de gæstede Haderslev. Striberne var meget boldbesiddende fra første fløjt, og den store mængde boldbesiddelse blev langt hen ad vejen også forvaltet fornuftigt.

Særligt på højrekanten var OB gode til at kombinerede sig igennem, men niveauet på indlæggene var ikke højt nok, og når man ikke scorer på sine egne chancer, så ender det ofte med, at modstanderne gør. Det var også tilfældet lørdag, og SønderjyskE var gode på omstillinger og standardsituationer, som de scorede alle tre mål på. To mål direkte på frispark – og et enkelt på straffespark, de alle tre gange kom frem til ved hjælp af effektive omstillinger.

Efter målet til 3-0 fik OB hurtigt reduceret til 3-1 ved Mikkel Michelsen, men målet blev bare af kosmetisk betydning, da OB ikke kom tættere på at få point i det sønderjyske.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
Vi er rigtig ærgerlige over kampens resultat, for vi spillet i store perioder af kampen på den måde, vi gerne vil offensivt. Vi havde tålmodighed i spillet, og vi fik i flere omgange nedbrudt deres kompakte defensiv ved at få spillet rundt om dem. Desværre blev det en dag, hvor bolden ikke ville det sidste stykke ind over stregen.

Til gengæld er jeg ikke tilfreds med vores håndtering af deres omstillinger, der tog vi for dårlige beslutninger.

Næste kamp:
Lørdag 23. februar kl. 13:00, OB – Silkeborg, Ådalen