Benjamin Jakobsen — 23.02.2018 18:36
Ivan Poulsen tror på tre point til OB mod HB Køge efter en lovende opstartsperiode for striberne.
Lørdag klokken 13:00 starter anden halvdel af U17-Ligaen op, når OB tager imod HB Køge hjemme i Ådalen. Det betyder at opstartsperioden er et overstået kapitel, og ifølge OB-træner Ivan Poulsen, så har OB brugt opstartsperioden helt optimalt.
- Det er jo dejligt, at opstartsperioden er overstået, og at vi igen skal til at spille om point. Vi har brugt tiden til at blive klar til turneringsstart, og det føler jeg helt klart, at vi er. Både vores fysiske og spillemæssige form synes jeg er på et tilfredsstillende niveau. Vores to sidste træningskampe blev begge vundet med 3-0. Først over U17-drengene fra Brøndby – og senest slog vi så Dalums U19-drenge. Vi var rigtig gode på bolden i begge kampe, og det skal vi tage med videre til morgendagens kamp, hvor det så gælder HB Køge, siger Ivan Poulsen.
Mens man nemt kan regne ud, hvordan man forbedrer den fysiske form, så kan det være noget sværere med den spillemæssige form, men det forklarer Ivan Poulsen her.
- Vores udviklingsperspektiv her i opstarten har gået på, at vi skal være dygtigere, når vi har bolden. Det har i høj grad været fokus i vores træningskampe, og i de seneste kampe synes jeg, det har været tydeligt, at vi har udviklet os der. Så jeg er rigtig spændt på, hvordan det kommer til at se ud i morgen mod HB Køge – en ting er i hvert fald sikkert; jeg glæder mig til kampen.
Mens OB er placeret i midten af rækken på en 7. plads, så er HB Køge næstsidst, og pointforskellen efter de første 14 runder er 11 point mellem OB og HB Køge. Alligevel forventer Ivan Poulsen en tæt og svær kamp mod sjællænderne.
- Vores første kamp i sæsonen mod HB Køge var sæsonpremieren. Det var første kamp for denne årgang, og det var tydeligt, at drengene var nervøse. Det var en typisk 0-0 kamp, hvor ingen af holdene rigtigt ramte niveauet. HB Køge har et godt kollektiv, og de arbejde altid stenhårdt, og det gør dem svære at spille imod. Derfor bliver det også svært i lørdagens kamp, fortæller Ivan Poulsen, som alligevel tror på en sejr til OB.
- I vores to seneste træningskampe har vi scoret seks mål mod dygtige hold, og vi har holdt målet rent i begge kampe. Det er selvfølgelig ting, vi skal tage med os videre til lørdagens kamp mod HB Køge. Derudover har vi været gode både i kamp og træning i den seneste periode. Så vi gør os umage i morgen, vi kæmper sindssygt hårdt, og vi har en plan klar, som jeg ved, vi kan slå HB Køge med, siger Ivan Poulsen.
Kampen mellem OB og HB Køge i U17 Ligaen spilles på kunstgræsbanen i Ådalen, og der er kampstart lørdag den 24. februar klokken 13:00.