Reaktioner fra Farum

Morten Wamsler — 16.02.2018 22:54

OB tabte 2-1 mod ligaens nr. 3. Trods en skidt første halvleg kunne det dog være blevet til point.

Kent Nielsen:

- Vores første halvleg er vi meget skuffede over, og det fejl bliver hurtigt dyre mod et fint hold som Nordsjælland, der er rigtig dygtige til at udnytte den slags fra modstanderen. Kvaliteten i spillet på vores egen banehalvdel var slet ikke godt nok før pausen, men generelt var der meget mere kvalitet i anden halvleg. Men det var meget op ad bakke for os, og alligevel fandt vi intensiteten og kvaliteten i en sådan grad, at vi kan tillade os at ærgre os over, at vi ikke får det ene point. Set ud fra første halvleg havde vi bestemt ikke fortjent det, men når vi alligevel endte med at være så tæt på det, så er vi selvfølgelig ærgerlige.

 

Rasmus Festersen

- Der er ingen tvivl om, at vi taber kampen på vores første halvleg. Der skabte vi os selv et utroligt svært udgangspunkt, og Nordsjælland spillede sig dygtigt rundt om os og scorede to omstillingsmål, hvilket vi ellers var forberedt på at være ekstra opmærksomme på. Som anden halvleg skred frem kunne der alligevel godt have ligget et point til os, og vi kunne egentlig også godt have fortjent det, men sådan skulle det desværre ikke være.

 

André Rømer

- Det var selvfølgelig rart at få debut, men jeg synes det går lidt langsommere, end jeg havde håbet, med at finde formen. Der mangler stadig noget, inden jeg er oppe på det niveau, jeg gerne vil, og som jeg ved, at jeg kan. Hvis vi ser på kampen i dag, så er vi selv ude om, at vi taber den. Vi havde det rigtig svært før pausen, og vi smed nogle dumme bolde, som gjorde det vanskeligt, fordi vi samtidig havde svært ved at få sat vores presspil. Det blev helt anderledes i anden halvleg.