Benjamin Jakobsen/ob.dk
Benjamin Jakobsen — 12.02.2018 21:16
Det blev 2-2 i en underholdende kamp, da OB's reserver mandag mødte Marienlysts 2. divisionshold.
Reserveholdstræningskamp
Mandag 12. februar, 17:00, Marienlystcentret
Marienlyst – OB 2-2 (1-1)
24. min. 0-1 Jóan Símun Edmundsson
45. min. 1-1 Patrick Rasmussen
70. min. 1-2 Julius Eskesen
79. min. 2-2 Jonas Hvilsom
OB’s holdopstilling:
Thomas Mikkelsen – Jacob Buus, Marco Lund, Oliver Skolnik (Hvidovre U19), Joao Pereira (75. min. Mathias Bonde) – Mohammed Fellah, André Rømer, Mathias Thrane, Julius Eskesen – Rasmus Jönsson (79. min. Kristian Brøndum), Jóan Símun Edmundsson (74. min. Mathias Jørgensen)
Bænken: Hans Christian Bernat, Mathias Bonde, Kristian Brøndum, Mathias Jørgensen
Kampens forløb:
Det var bestemt ikke varmen, der var skruet op for på Windelsvej, da OB’s reserver mødte Marienlysts 2. divisionshold. Det var mildest talt hundekoldt, men de fremmødte tilskuere fik en ganske udmærket kamp, de kunne lune sig en smule på.
OB havde i første halvleg en kraftig medvind, som medvirkede til, at OB i store dele dominerede massivt i opgøret. Det blev også til flere fornuftige chancer i kampen, men første scoring faldt først efter 25 minutters spil. Julius Eskesen sendte Jóan Símun Edmundsson afsted i dybden. Færingen trykkede speederen i bund og løb fra forsvaret, inden han elegant chippede den over den fremadstormende målmand i Marienlyst-målet til 1-0.
Herefter var det fortsat OB, der var det bedst spillende hold, og det lignede længe, at holdene ville gå til pause med stillingen 1-0, men i sidste minut af første halvleg fik Patrick Rasmussen fra Marienlyst skovlet bolden ind over stregen på et hjørnespark, og så var pausestillingen i stedet 1-1.
I anden halvleg var det Marienlyst, der fik vinden i ryggen, og de kom også bedre med i spillet. Det gjorde til gengæld ikke, at de dominerede opgøret, det var det fortsat striberne, der gjorde. Efter 70 minutters spil gik Oliver Skolnik ind og brød Marienlyst-spillet, inden han førte bolden nogle meter frem. Herefter slog han en præcis diagonalaflevering til Julius Eskesen, der flot tog bolden med sig, trak ind i banen og sparkede bolden fladt ind i modsatte side af målet – en rigtig flot OB-scoring.
Marienlyst ville dog mere end det, og små 10 minutter efter fik de atter nettet til at blafre efter at have misbrugt et par pæne chancer, da Jonas Hvilsom afsluttede et glimrende angreb fra hjemmeholdet. I kampens slutfase burde Julius Eskesen have sparket et fladt indlæg fra Mathias Jørgensen ind til 3-2, men Eskesen fik ikke ram på bolden, og derfor endte træningskampen med 2-2.
Kommentar fra John Bredal:
Det var lidt de spildte muligheders kamp. Vi havde nogle chancer for at bringe os afgørende foran i kampen et par gange, men dem tog vi ikke. Vi gav dem et dumt standardmål og en let omstilling, som de udnytter. Til sidst laver vi nogle fejl, så vi næsten kunne smide den til sidst – så på den måde var 2-2 måske retfærdigt nok. Det var en kamp, hvor vi fik rigtig meget kamptræning, og det var det, vi kom efter, så det er fint.