Ryan: Vi skal holde
tungen lige i munden

Anja Ankerstjerne

Benjamin Jakobsen — 23.02.2018 18:00

Søndag gælder det FCK på udebane, og i følge Ryan Johnson Laursen skal tungen holdes lige i munden.

Søndag skal vi en tur i Telia Parken for at jagte oprejsning efter sidste uges nederlag på 2-1 mod FC Nordsjælland. Der venter dog en stor opgave, når vi på udebane møder FCK – et sted det ikke er blevet til tre point i en ligakamp siden den 3. august 2003. Ryan Johnson Laursen forventer da også en svær opgave, men han ser samtidig muligheder for at overraske københavnerne.

- Det er altid en rigtig stor mundfuld, når man skal spille på udebane mod FC København. De har en stærk hjemmebane, og det har de haft i de seneste år, hvor de næsten har vundet alt. Omvendt kan vi se flere muligheder hos dem nu her, som der ikke har været der før – og det er de muligheder, vi skal ind og udnytte, fortæller Ryan Johnson Laursen, inden han nævner nogle af de ting, der plejer at kendetegne FCK.

- Som udgangspunkt er FCK jo et rigtig stabilt hold, hvor deres kæder står godt. Det gør, at de normalt er rigtig svære at bryde igennem, og man kommer sjældent til mange chancer mod dem, når man møder dem i Telia Parken. Derudover har de i en lang årrække haft en fysik, der er svær at håndtere.

I den seneste OB-kamp mod FC Nordsjælland var Ryan Johnson Laursen ikke med i truppen, da han blev skånet. Han har dog ikke været skadet, og det er han heller ikke til søndagens kamp, forsikrer han.

- Jeg er 100 % klar, det har jeg hele tiden været. Grunden til, at jeg ikke var med i Nordsjælland, var for at forebygge en eventuel overbelastningsskade. Jeg har trænet fuldt med i træningen, og jeg spillede for reserveholdet i tirsdag mod AGF. Alt det uden jeg har mærket noget som helst til det, så det går rigtig godt.

Som sagt har vi i ligasammenhæng ikke sejret i nationalarenaen siden år 2003. Alligevel har Ryan Johnson Laursen en idé om, hvad der skal til, hvis det skal blive til tre stribede point.

- Vi skal være ligeså kreative på bolden, som vi plejer at være. Vi har ofte nogle gode ideer, og i en kamp i Parken er det vigtigt, at de bliver udnyttet. Rent defensivt skal vi stå godt i vores kæder, så vi bliver svære at spille igennem. De vil helt sikkert forsøge at udfordre os med deres backs og fløje, der hele tiden kommer frem for at smide et indlæg ind i boksen efter en af deres to store angribere.

Som højre back har Ryan Johnson Laursen en vigtig opgave i forhold til de offensive kanter mange indlægsforsøg. Derudover er der flere dygtige kantspillere i truppen, men hvem af dem Ryan Johnson Laursen kommer til at stå overfor er ikke noget, han skænker en tanke.

- For mig at se et det lige meget, hvem der spiller på kanten for dem. Uanset hvad venter der en stor opgave. For bare hurtigt at nævne tre så har de Robert Skov, Rasmus Falk og Viktor Fischer, og de har alle tre en masse kreative ideer og en masse fart. Derfor bliver det en kamp, hvor vi virkelig skal holde tungen lige i munden, hvis de skal lukkes ned.

Kampen mellem OB og FCK spilles i Telia Parken på søndag, og der er kampstart klokken 18:00.