OB / Morten Wamsler
Morten Wamsler — 19.01.2018 16:38
Kent Nielsen var godt tilfreds med en del af de ting, han så i træningskampen mod NFC.
OB’s cheftræner Kent Nielsen havde fredag eftermiddag sin trup i aktion for første gang efter vinterpausen. Det skete i en træningskamp på Falster, hvor 1. Divisionsklubben Nykøbing FC tog imod. OB vandt kampen med 2-1, og cheftræneren var tilfreds med en stor del af de indtryk, han tog med sig hjem.
- I det meste af første halvleg var vi skarpe defensivt, mens vi var skarpe offensivt i den første halvdel af anden halvleg. Der var vi meget dominerende og fik udnyttet vores bevægelige spillere rigtig godt, og der er mange ting derfra, som vi er meget tilfredse med, sagde Kent Nielsen efter kampen.
- Vi tager positivt herfra, for selvom det i store dele af kampen var en typisk første træningskamp, så var der nogle gode perioder, hvor vi var dygtige til nogle af de ting, vi har arbejdet med - blandt andet i forhold til at spille direkte.
OB havde chancerne til at score flere mål, ligesom det var unødvendigt at lukke en scoring ind i egen ende.
- Selvfølgelig er der ting, der ikke er helt afstemt i første træningskamp, og var manglede helt naturligt noget skarphed. Men der var først og fremmest en del gode ting, og jeg synes vi spillede dele af kampen med en rigtig fin friskhed og med gode idéer i det vi lavede. Vi må rose deres målmand for, at han var meget medvirkende til, at vi ikke scorede mere, lød det fra Kent Nielsen, der slutteligt satte et par ord på de to nye spillere i truppen.
- André Rømer fik vist sig fint på den centrale midtbane, hvor han var medvirkende til, at vi erobrede en del bolde i første halvleg. Sammen med ham skal vi arbejde videre på den hurtigere del af spillet i den kommende periode. Marco Lund viste tydeligt, at han er en stærk duelspiller. Han var meget påpasselig i sin første kamp, selvom han ikke blev sat på så mange aktioner.