Morten Wamsler — 30.01.2018 22:00
OB har lavet en lejeaftale med Mohammed Fellah, der gælder frem til sommeren 2018.
Mohammed Fellah skifter fra FC Nordsjælland til OB med øjeblikkelig virkning. Parterne har indgået en aftale, der betyder, at Mohammed Fellah spiller i OB på en lejeaftale frem til sommer.
28-årige Mohammed Fellah kommer oprindeligt fra den norske klub Vålerenga, hvorfra han skiftede til Esbjerg fB. Efterfølgende gik turen til FC Nordsjælland i 2016, hvor det dog ikke er blevet til ret meget spilletid.
- Mohammed Fellah er en spiller, vi har holdt øje med i flere år. Han er en spændende offensivspiller med et rigtig højt topniveau, men han er også en spiller, der har haft det svært i de seneste år. Derfor henter vi ham ind på en lejeaftale, hvor vi på fordelagtige vilkår kan se ham an, så vi til sommer har en god fornemmelse af, om han stadig kan nå det potentiale, som vi håber på. Hvis det er tilfældet, er vi allerede nu enige med FC Nordsjælland om vilkårene for et permanent skifte, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
Cheftræner Kent Nielsen glæder sig til at arbejde med Mohammed Fellah og sammen med den kreative norske midtbanespiller forsøge at genfinde det niveau, der tidligere har gjort Fellah til en meget eftertragtet spiller.
- Vi ved, at Fellah kan de kreative og uforudsigelige ting, der kan åbne et forsvar. Han kan både spille som hængende angriber og som offensiv kant, og i en meget ung trup kan han samtidig bidrage med noget erfaring, der kan komme vores unge talenter tilgode i deres fortsatte udvikling. Samtidig er vi enige om, at han ikke skifter til OB med forventning om fast spilletid fra start, for vi skal arbejde sindssygt hårdt for at få ham op på det niveau, vi håber på. Vi har tidligere haft succes med den slags, for eksempel da vi hentede Kenneth Zohore ind, selvom alle mente, at han aldrig ville indfri sit potentiale. Det modbeviste vi i fællesskab, og det er bestemt værd at forfølge samme mulighed med Mohammed Fellah, som har potentialet til igen at kunne blive en profil i skandinavisk fodbold, siger OB’s cheftræner Kent Nielsen.
Mohammed Fellah siger selv:
- Jeg er utroligt glad for, at aftalen er faldet på plads, så jeg nu kan fokusere på det, som det handler om, nemlig at spille fodbold igen. Jeg glæder mig til at møde spillerne og staben og arbejde sammen med dem. Jeg ved, at der skal arbejdes hårdt for at komme ind omkring start-11'eren, men jeg ser fine muligheder for, at jeg kan hjælpe holdet og være med til at sikre, at vi kan nå vores mål. OB spiller rigtig god fodbold, og jeg tror på, at jeg vil falde godt til i deres spillestil. Jeg vil gøre mit for at få det bedste ud af mig selv og holdet dette næste halve år.
Mohammed Fellah har spillet 67 superligakampe og lavet tre mål. Han kommer i OB til at spille med trøjenummer 25 og slutter sig til resten af truppen på træningslejren i Spanien allerede onsdag.