Festersen før Vejle BK:
Det ser rigtig godt ud

Mads Egmose — 23.01.2018 17:54

Rasmus Festersen taler om opstarten og om torsdagens træningskamp mod Vejle BK

Der er under tyve dage til første Alka Superliga-kamp mod FC Helsingør. Forberedelserne til det vigtige forår er i fuld gang i Ådalen, og spørger man OB-angriber, Rasmus Festersen, står det rigtig godt til for førsteholdet på nuværende tidspunkt. Festersen gør det klart, at det i særdeleshed er den fysiske del, som man indtil videre har haft fokus på i OB-truppen.

- Det står rigtig godt til. Indtil videre har vi haft stor fokus på det fysiske element i vores træning, men det er så også nu, at vi skal bygge det fysiske element, som skal bære os videre. Det er det fysiske aspekt, som vi har haft brug for at fokusere på indtil videre, og det synes jeg, at det ser rigtig godt ud med lige nu.

Spurgt indtil, hvorfor det fysiske aspekt ser så godt ud allerede nu, udtrykker Festersen, at dette i høj grad ligger i spillernes egne og individuelle forberedelse, som foregik forud før, at opstarten overhovedet gik i gang.

- Jeg tror, at både vores fysiske træner og resten af trænerstaben kan skrive under på, at vores form er god. Vi har knoklet hårdt på i ferien, og vi er alle sammen kommet tilbage i en rigtig god forfatning, og det synes jeg også, at man har kunne se i vores løbetests og de træningspas, som vi har haft indtil videre. Folk har arbejdet hårdt i ferien, og det ser rigtig godt ud.

Festersen og resten af førsteholdet tager torsdag klokken 12:00 mod førstedivisionsklubben, Vejle BK, til en træningskamp i Ådalen. Vejle BK har haft et stærkt efterår, så det er bestemt en modstandsdygtig førstedivisionsklub, som kommer på besøg i det fynske. Festersen ser kommende træningskamp mod Vejle BK som en god mulighed for at teste de mere fodboldtekniske aspekter, som førsteholdet også er begyndt at fokusere meget på. At vinde kampen er dog det vigtigste, fastslår han OBs nummer 10:

- Vejle er et hold, som har haft en rigtig fin efterårssæson, der dog også bærer lidt præg af, at de har mange eksotiske spillere, som kan noget på egen hånd. Vi vil se, at de, ligesom os, også har trænet hårdt, og der kommer nok til at være en del udskiftninger fra begge hold. Det er en kærkommen mulighed for at træne nogle af de fodboldfaglige og –taktiske aspekter, som vi også er begyndt at have meget fokus på ved siden af det fysiske aspekt. At vinde kampen er dog det vigtigste.

Det er torsdag klokken 12:00 i Ådalen, at træningskampen mod Vejle BK spilles.