Mads Egmose — 25.01.2018 15:18
Førsteholdet slog Vejle Boldklub med 4-0 efter en rigtig god første halvleg.
OB – 1. halvleg (4-4-2):
Thomas Mikkelsen - Jacob Buus, Jeppe Tverskov, Marco Lund, Jacob Barrett - Mathias Greve, Jens Jakob Thomasen, André Rømer, Casper Nielsen - Anders K. Jacobsen, Rasmus Festersen.
OB – 2. halvleg (4-3-3):
Sten Grytebust - Ryan Johnson Laursen, Kenneth Emil Petersen, Joao Pereira, Mikkel Desler - Julius Eskesen, Nana Welbeck, Mathias Thrane - Joan Simun Edmundsson, Nicklas Helenius, Rasmus Jönsson.
Troels Kløve selvtrænede ved siden af.
Kampens forløb:
Træningskampen mod Vejle Boldklub startede en anelse rodet, og selvom OB var mest på bolden, skulle der gå noget tid, før striberne rigtig fik kontrol over kampen. Kendetegnende for kampens indledning var masser af spil på midten af banen og samtidig ingen nævneværdige chancer til nogle af holdene. OB havde tilløb til flere gode muligheder, men desværre manglede skarpheden ofte i den sidste aktion. Først efter nitten minutters spil fik striberne spillet sig frem til en stor chance. Jacob Buus drev bolden op i højre angrebsside og overlod den til Mathias Greve, som med et præcist indlæg fandt Anders K. Jacobsen inde i Vejles Boldklubs felt. Desværre fandt Jacobsen ikke netmaskerne med sin afslutning.
Efter 25 minutters spil kom første OB-scoring endelig. En hjørnesparkskombination mellem Jacob Barret og Mathias Greve endte i endnu et skarpt indlæg fra sidstnævnte. Det præcise indlæg panden på nyindkøbet, Marco Lund, som med et hårdt hovedstød sendte bolden i netmaskerne til en 1-0-føring til striberne.
Efter OB’s 1-0-føring kom Vejle Boldklub lidt længere frem på banen. Dette gav OB nogle gode omstillingsmuligheder, hvor i særdeleshed Mathias Greve endnu en gang spillede en hovedrolle. Med flere præcise afleveringer fandt han sine medspillere til gode scoringsmuligheder. Efter 39 minutter kom der en 2-0-scoring ud af netop dette. Greve fandt Buus på højrekanten, der med et præcist indlæg ramte Rasmus Festersen tæt på det lille felt. Herfra kunne Festersen nemt dirigere bolden ind til en 2-0-føring.
Inden pausen blev det også 3-0. Efter 43 minutters spil og et godt gennemspillet angreb i venstre side kunne en velspillende og fri Mathias Greve lægge bolden ind bag en chanceløs målmand i Vejle Boldklub-målet. Således stod er 3-0 til OB ved pausen.
Til anden halvleg foretog Kent Nielsen elleve udskiftninger. Vejle Boldklub kom ved anden halvlegs start en anelse bedre med. Efter 55 minutters spil skulle Sten Grytebust diske op med én af de helt store redninger, da Vejle fik sig spillet igennem til en halv friløber. Efter denne Vejle-chance skulle der gå næsten et kvarter, før nogen af holdene rigtig fik spillet sig frem til noget nævneværdigt. Først efter 75 minutter var OB tæt på at kunne udbygge sin føring. Efter hurtigt opspil i midten af banen blev Joan Simun Edmundsson stukket i dybden af Nicklas Helenius. Edmundssons chance blev dog aldrig rigtig til noget, da han blev væltet om kuld af en Vejle-spiller tæt på straffesparkspletten. Desværre for OB skønnede dommeren ikke, at der skulle dømmes straffespark.
Mod kampens slutning tog OB igen styringen. Efter en masse boldbesiddelse og flere gode kombinationer uden for og inden for Vejle Boldklubs felt endte bolden ved fødderne af Edmundsson, der resolut lagde bolden indtil en 4-0-føring til OB. Umiddelbart efter Edmundssons føringsudbyggende mål fløjtede dommeren kampen af. Således vandt OB 4-0 over Vejle Boldklub i sin anden træningskamp.
Kent Nielsens reaktion på kampen:
Resultater er altid vigtige, og vi er glade for, at det blev til en sikker 4-0-sejr. Første halvleg er god. Èt er, at vi producerer en masse muligheder ud over dem, som vi scorer på. En anden ting er, at vi er stærke til at holde Vejle Boldklub væk fra noget, der ligner et mål, så det er positivt. Anden halvleg blev for vores vedkommende noget mere rodet. Vi eksperimenterede så også med en helt ny måde at stille op på, så det bar kampen også præg af. På trods af det vinder vi dog alligevel anden halvleg.
Jeg håber ikke, at det er så slemt med Rasmus Jönsson. Han blev sparket ned og vrikkede lidt om på sin ankel. Ellers har det været godt, at alle fik kamp, og at alle er klar til at tage på træningslejr uden mén, så det er vi godt tilfredse med.