Morten Wamsler, OB
Morten Wamsler — 31.01.2018 17:02
Kent Nielsen var ikke ligefrem begejstret efter mødet med Odd Grenland, selvom der var lyspunkter.
Cheftræner Kent Nielsen var ikke ligefrem begejstret for spil og resultat, da OB onsdag tabte 3-1 til Odd Grenland. Ikke desto mindre kunne han finde lyspunkter i indsatsen, men nøjagtigheden og timingen er stadig halvanden uge fra at sidde i skabet.
- Jeg synes, at vi gennem kampen var i mange gunstige situationer, hvor tegningerne var der. Men vi manglede præcisionen, så der var for meget, der løb ud i ingenting. Derfor blev det generelt en chancefattig kamp, hvor vi må ærgre os over, at vi taber lidt unødvendigt på nogle store fejl ved deres mål, lød det efter kampen fra Kent Nielsen.
- Det var et fint norsk hold, der gerne ville spille fodbold, men begge hold havde svært ved at åbne modstanderen, når spillet blev mere etableret, og derfor blev det omstillingsspillet, der blev afgørende. Vi sidder egentlig meget tungt på spillet, da de udnytter en smule uopmærksomhed i vores forsvar, og så kommer de foran 2-0. Tegningerne var til noget bedre, men vi fik ikke spillet med den præcision, der skal være der. Men vi er glade for, at vi fik bragt noget god friskhed ind mod slutningen og fik scoret et flot mål.
Første hold var med et OB-hold, der i perioder virkede usammenhængende, mens der var noget bedre flow i spillet efter pausen.
- Før pausen tog vi chancerne hver gang, og det gjorde spillet urytmisk. Når man tager chancen hver eneste gang, der er en smule plads, så bliver der ikke så meget sammenhæng i spillet, og der fandt vi en bedre balance efter pausen, hvor vi fik varieret mellem at tage det lidt mere roligt nogle gange og andre gange søge omstillingerne.
OB sidste træningskamp inden Alka Superliga åbner for forårsløjerne er lørdag mod svenske IFK Gøteborg.