Benjamin Jakobsen/ob.dk
Morten Wamsler — 25.01.2018 12:00
OB og Jens Jakob Thomasen forlænger samarbejdet, så det nu gælder frem til 2020.
OB og midtbanespilleren Jens Jakob Thomasen er blevet enige om en forlængelse af den unge fynbos kontrakt med OB. Der er således lagt et år mere til aftalen, der således udløber i 2020.
Jens Jakob Thomasen trådte sine barnestøvler i Sanderum Boldklub, men allerede som helt ung skiftede han til OB. Her har han, siden han blev rykket op i ligatruppen i 2014, gjort sig til en vigtig del af ligatruppen, og det får han mulighed for at cementere med den nye aftale.
- Det er ikke længe siden, at vi forlængede aftalen med Mathias Greve, og vi glæder os over, at vi nu kan forlænge med endnu en af de spillere, der er kommet fra vores eget talentakademi. Jens Jakob er en dygtig fodboldspiller, der allerede har vist, at han kan gøre sig gældende på liganiveau, og at han har potentiale til at blive en endnu mere markant profil for os i OB. Det ser vi frem til at arbejde henimod i fællesskab, ligesom vi glæder os over at fastholde en af de spillere, der er gået hele vejen gennem vores eget talentsystem, og derigenmmen har udviklet sig til en dygtig Alka Superliga-spiller, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
Cheftræner Kent Nielsen er ligeledes begejstret for, at Jens Jakob Thomasen og OB nu har papir på hinanden frem til 2020.
- Jeg er meget tilfreds med, at OB og Jens Jakob i fællesskab kan fortsætte hans fodboldudvikling. Han har på trods af en ung alder allerede spillet mange kampe, og det har han, fordi han har vist høj kvalitet i sit tekniske niveau og sine pasninger, ligesom han har fået scoret nogle fine langskudsmål. Han er en meget dedikeret spiller med et godt hoved, han har den nødvendige selvkritiske tilgang, som er kombineret med et indre drive, der gør, at han hele tiden arbejder hårdt for at blive bedre. Så det er også med spænding at vi ser frem til at følge hans udvikling, som vi har store forventninger til, for vi tror på at han kan blive endnu mere dominerende i kampene, og det vil vi arbejde på både på den korte og den lange bane.
For Jens Jakob Thomasen er kontraktforlængelsen en logisk fortsættelse af et rigtig godt samarbejde mellem ham og klubben.
- Jeg har en klar tro på, at OB kan være med til at videreudvikle mig, ligesom jeg har en klar tro på, at jeg kan fortsætte med at bidrage til den udvikling, klubben er i. Jeg er meget motiveret til at være en del af det samarbejde og de fremtidsudsigter jeg ser for både mig selv og for klubben, og derfor er jeg rigtig glad for forlængelsen. Det er fedt at være med til at sætte sit præg på en klub som OB, hvor jeg har været så længe, og hvor jeg er en del af de spillere, der kan bære den fynske og odenseanske kultur videre til de spillere, der kommer udefra. Min ambition var fra starten, at jeg skulle ind og gøre mig gældende på holdet hurtigst muligt, og jeg er nået et godt stykke, men jeg glæder mig over at have et år mere til at sætte endnu mere præg på holdet og spillet, siger Jens Jakob Thomasen.
21-årige Jens Jakob Thomasen er noteret for 65 kampe og 4 scoringer for OB’s førstehold.