OB/Philip Selmann
Benjamin Jakobsen — 29.01.2018 16:24
OB var bedst på bolden, men U13-drengene fra FCK var skarpest, da de lørdag vandt 3-1 i Ådalen.
U13-træningskamp,
Lørdag 27. januar, kl. 11:45 - Ådalen.
OB - FCK 1-3 (0-0)
41 min. 0-1 FCK
47 min. 0-2 FCK
51 min. 1-2 Oskar Bentzen
57 min. 1-3 FCK
Truppen:
Emil Rygaard, Lucas Dyrelund, Sami Chawk, Victor Østergreen, Hjalte Hemmingsen, Malthe Lorentzen, Theo Hansen, Markus Jensen, Magne Clement, Oskar Bentzen, Albert Kotsis, Marcus McCoy, Lauritz Dauerhøj, Isak Voss Jørgensen og Lucas Hansen.
Kampens forløb:
U13-drengene havde lørdag besøg af FCK i Ådalen, og det var FCK, der kom fra start med et spillemæssigt overtag, mens OB chancemæssigt var farligere end københavnerne. Det var på omstillinger, OB truede FCK, men den helt store chance udeblev for begge mandskaber i en første halvleg, der endte uden scoringer.
I anden halvleg blev der åbnet mere op i begge ender af banen, hvor den ene omstilling førte til den anden omstilling. Efter 41 minutter kom FCK foran 1-0, og herefter fandt OB’erne er højere niveau frem. Striberne pressede på for en udligning, men fik ikke scoret til trods for et spillemæssigt overtag. I den anden ende var FCK farlige på omstillinger, og de gjorde det hurtigt til 2-0, inden OB fik bragt lidt spænding ind i opgøret med en reducering ti minutter før tid.
Desværre var det FCK, der fik sat det sidste punktum i kampen, da de i kampens sidste minutter fik bragt sig foran med 3-1, som blev kampens slutresultat.
Kommentar fra Niklas Vincentz:
Jeg er glad for kampe, som var en god U13-kamp. Mod FCN havde vi i sidste weekend nogle væsentlige udfordringer på bolden og i den omvendte kamp på Peter Bangsvej i København tilbage i september, var vi trykket ned i store perioder. I lørdagens kamp spillede vi en god kamp på bolden. Vores omgang med bolden i opbygningsspillet var markant forbedret - både i forhold til sidste weekend og vores seneste indbyrdes opgør i september.
Desværre har vi stadig problemer med at skabe chancer efter at have fastholdt bolden over en længere periode. Vi tabte kampen, da FCK var skarpere end os fra tanke til handling. De opfattede spillet hurtigt og var kynisk i deres omstillingsspil i anden halvleg. Det er selvfølgelig ikke godt nok med et nederlag, men vi glæder os over spillet mellem felterne, der så godt ud. Næste kamp er på lørdag mod AGF og vi håber at kunne præstere på både spil og resultat.