_9109993

06.07.2018 17:09

OB vil gerne gøre mere for de helt unge fans. Derfor præsenterer klubben fra sæsonstart nye forbedrede forhold på Nature Energy Park for børnefamilierne, der kommer til holdets hjemmekampe.

Når Superliga-sæsonen 2018/2019 skydes i gang, bliver det med en masse nye tiltag på Nature Energy Park. OB sætter utrolig stor pris på vores fans, og det vil klubben gerne vise ved at forbedre oplevelsen af at tage på stadion og se Striwerne gå i kamp for byen og øen. Jack Jørgensen er kommerciel chef i OB, og han har store planer for stadionoplevelsen i den kommende sæson.

- Vi er i gang med en opgradering af hele stadionoplevelsen. Både på kvaliteten, men også på selve oplevelsen af at komme på stadion, fortæller Jack Jørgensen og uddyber:

- Vi vil højne hele den oplevelse det er at gå på stadion. Det bliver med en familiezone og en fanzone, der vil være i hver sin ende af stadion.

Helt specifikt vil OB fra den kommende sæson etablere fanzoner, der vil henvende sig til hhv. de voksne fans og børnefamilierne. Og her vil familiezonen tilbyde nogle lidt anderledes ting, som forhåbentlig kan få glæden frem hos både børn og forældre.

- Vi laver et familieområde med aktiviteter før kampen, lige fra ansigtsmaling og skudmåling til autografskrivning. Vi vil skabe magic moments for børnene, hvor de kan møde spillerne og vores maskot. Hele Familie-Fanzonen er designet til vores helt unge fans og deres familier, forklarer han.

Det samme vil gøre sig gældende i det udbud, der vil være af mad og drikke i området. Det vil være tilpasset børnefamilierne med blandt andet sundere alternativer til den klassiske stadionpølse. Faciliteterne skal være i orden og der kommer til at være et aktiveringsteam til at tage sig af børnene, så det bliver et trygt og rart sted at opholde sig.

Der kommer også til at være et særligt tribuneafsnit på 3F tribunen henvendt til børnefamilierne, som kommer til at ligge i forlængelse af familiezonen. Det vil blive placeret i samme område, hvor der er familietribune i dag. Der kommer til at være god plads til diverse aktiviteter for børn såvel som voksne. Målet er at gøre en tur på stadion til en god og tilbagevendende oplevelse for hele familien.

- Nature Energy Park skal være et sted, hvor man mødes og har 90 minutters kvalitetstid sammen med dem man holder af. Med den nye familie-fanzone kan vi nu tilbyde børnefamilierne at gøre stadion til et fast samlingspunkt, når de skal have kvalitetstid med deres børn, siger Jack Jørgensen om anledningen til de nye tiltag.

Børnefamilierne har stor betydning for OB, og klubben sætter pris på al den støtte, de får fra deres fans – og som Jack beskriver det, den støtte vi også håber på at få i fremtiden.

- Børnefamilier har kæmpe betydning for os, for det handler om næste generation af OB-fans. Derfor er det vigtigt, at de lærer at gå til fodbold på stadion i en tidlig alder.

- Og den overordnede målsætning er, at gøre OB's hjemmekampe og en tur på stadion til byens naturlige fællesskab og samlingspunkt for alle aldre, afslutter han.