12.07.2018 21:36
Søndag 14:00 begynder Superligaen for vores vedkommende, når vi på udebane møder Vendsyssel FF, som du kan blive klogere på her.
Vendsyssel FF er navnet på den nyeste fodboldsatsning i Hjørring-området, og søndag spiller de deres første kamp i Superligaen, når vi gæster Nord Energi Arena i Hjørring. Vendsyssel FF er fra 2013, og det er en videreudvikling af FC Hjørring, som blev stiftet i 2013.
Derfor er det en begrænset klubhistorie, nordjyderne har bag sig, men siden FC Hjørring i 2009/10 rykkede op i 1. division har de ikke været længere nede i ligasystemet. I første sæson overlevede de knap og nap med tre point ned til Kolding FC, som rykkede ned sammen med Hvidovre og FC Fyn. I 2014/15 var første gang, Vendsyssel begyndte at vise tænder, og selvom de blev nummer fire var de 12 point fra AGF, som rykkede op som nummer to. Året efter blev det en ny fjerdeplads, men i 2016/17 var de til gengæld milimeter fra at komme i Superligaen.
Her blev Vendsyssel FF nummer to i 1. division – efter Hobro og foran FC Helsingør. I playoffkampe ventede AC Horsens. Her kom Horsens stærkest ud af det, selvom Vendsyssel var foran undervejs, og så måtte de istedet spillet et år mere i 1. division.
Her fik Vendsyssel ét point mere i ligaen end året inden, da de endte som nummer tre – efter Vejle og Esbjerg. Nu var det så Lyngby, der ventede i playoff – og har blev det først 1-0 til Vendsyssel på hjemmebane, inden de i Lyngby vandt med 2-1, hvorved de samlet slog Lyngby 3-1 og sikrede sig billet til Superligaen 2018/19.
Selvom Vendsyssel endnu ikke har været i Superligaen, så har vi mødt dem en enkelt gang. Det var i DBU Pokalen 2016/17, hvor vi tabte med 2-1 i Hjørring - i øvrigt kom de helt frem til semifinalen, hvor de måtte se sig slået af FCK.
Deres stadion, Nord Energi Arena, er udover hjemmebane for Vendsyssel FF også hjemmebane for 3F-holdet Fortuna Hjørring, der er en af de to bedste kvindeklubber i Danmark. Kapaciteten er 7.500, og rekorden er 5.281 tilskuere – en rekord der blev sat i den førnævnte semifinale mod FCK. Stadion er bygget i 1930, men det ser alligevel noget mere moderne ud, når OB søndag gæster Hjørring, for i 2014/15 var stadion igennem en større renovering, og i 2015 blev det så indviet til den traditionsrige Dana Cup, som afholdes i Hjørring.
Tager vi et kig på ledelsesgangen, så er den administrerende direktør i Vendsyssel FF et ikon i dansk topfodbold i form af Mogens Krogh. På trænerbænken har de ligeledes tre folk, der har fortid i dansk topfodbold. Cheftræneren, Jens Berthel Askou, spillede sin sidste af 109 superligakampe i 2014. Assistenttræneren er Mike Tullberg, har en fortid AGF, og selvom det kun blev til 12 superligakampe, er han et navn, mange fodboldkendere nikker genkendende til, fordi han i 2007 lavede et drømmemål for AGF på Brøndby Stadion, hvorefter han blev solgt til italienske Reggina. Tager vi OB-briller på er Karim Zaza er navn, vi kan nikke genkendende til. Han vogtede målet for os fra 2000-2003, og Karim har spillet over 300 kampe i landets bedste række, men nu er han målmandstræner for Vendsyssel FF.
Vores egen Yao Dieudonne var i sidste sæson lejet ud til Vendsyssel FF – og i deres trup er der lige nu en enkelt spiller med fortid hos os i form af Lucas Jensen. Den 23-årige kantspiller er en af profilerne, og i sidste sæson lavede han ni mål i 34 kampe. Derudover var den tidligere OB’er Mohammed Diarra også med til at spille Vendsyssel FF op i Superligaen.
Træningskampene har været fornuftige for Vendsyssel FF. Selvom de først tabte til Silkeborg, er de kommet godt igen – og i de to seneste kampe slog de først AC Horsens med 4-1, og i den sidste træningskamp slog de så Hobro IK med 2-1. En kamp hvor Lucas Jensen i øvrigt lavede begge mål for nordjyderne.
Transfers (kilde: Tipsbladet.dk):
IND: Jeppe Svenningsen (Thisted), Sebastian Czajkowski (B93), Allan Høvenhoff (Thisted FC), Mads Boe Mikkelsen (AGF), Daniel Christensen (KVC Westerlo), Søren Henriksen (FC Helsingør), Alexander Juel Andersen (AGF), Seyi Adekoya (Seattle Sounders), Sander Fischer (Sparta Rotterdam)
UD: Christian Overby (HB Køge), Mathias Schlie (kontraktudløb), Kristian Riis (FC Midtjylland, lejeaftale udløber), Yao Dieudonne (OB, lejeaftale udløber), Mikael Anderson (FC Midtjylland, lejeaftale udløber), Mohammed Diarra (kontraktudløb), Andres Albech (kontraktudløb)
Tre profiler:
Nicolai Flø: Den 22-årige målmand kom til Vendsyssel FF i sommeren 2016. Her kom den høje målmand til fra Silkeborg IF. I første sæson blev det kun til fem kampe for ham, men i den seneste sæson var han suverænt førstevalg i målet. Han leverede på så højt niveau, at han i Vendsyssel blev kåret til årets spiller. I 1. Division spillede han samtlige 33 kampe, lukkede 42 mål ind og leverede 10 clean sheets.
Lucas Jensen: Der er fart i skoene på den 23-årige kantspiller, der foruden en fortid i OB tidligere har spillet for Viborg FF, hvor han også var en del af ungdomsafdelingen. Han har tilmed ungdomslandskampe i sit Fodbold-CV, og inklusiv de to oprykningskampe mod Lyngby har Lucas Jensen rundet 50 kampe i Superligaen. I 1. division er det blevet til 98 kampe, 13 mål og 12 assists – heraf syv mål og fem assists i sidste sæson. Dermed er Lucas Jensen i gang med at vise det talent frem, som gjorde, at han i 2014 blev OB-spiller.
Emmanuel Ogude: Den nigerianske offensivspiller blev topscorer for Vendsyssel i sidste sæson, da han lavede 13 mål i 30 kampe. Han har rundet de 24 år – og foruden en fortid hos B93 har han brugt et par år af sin karriere i israelsk fodbold. I efteråret af 2016 var han flyvende for B93, hvor han lavede 11 mål i 14 kampe i 2. Division. Halvåret efterfølgende var ikke imponerende, men det var nok til at Vendsyssel hentede ham, og her leverede han på et fornuftigt niveau i første sæson, og han bliver spændende at følge i Superligaen, hvor han vil forsøge at vise sine styrker som hurtighed, teknik og afslutningsevner.