02.07.2018 10:23
Efter sommerferien får vi en fuldtidsansat U13-træner i Niklas Vincentz, og han kan du blive lidt klogere på her i OB TV.
Når akademiet om tre uger vender tilbage fra den sommerferie, der netop er startet – så bliver det med otte fuldtidsansatte trænere. Det er to mere, end da de gik på ferie, og en af dem der går fra en deltids- til en fuldtidsstilling er U13-træneren, Niklas Vincentz, og for den 25-årige træner fra Tommerup er det rigtig stort nu at blive fuldtidstræner i OB.
- Det betyder meget for mig. Jeg startede som træner i Tommerup, da jeg var 14 år. Allerede der havde jeg en klar ambition om at komme til OB, som er den største klub på Fyn og også en ambition at komme til at leve af det, så det betyder rigtig meget for mig. Dem der kender mig, de ved også, at det her har været et stort mål for mig i mange år, så jeg er rigtig glad, siger Niklas Vincentz, inden han sætter et par ord på sig selv som træner.
- Jeg er en meget dedikeret træner og meget medlevende både på træningsbanen og til kamp. Jeg er direkte i min stil, og jeg stiller store krav, men er omvendt også meget anerkendende, og jeg er ikke bleg for at rose en god indsats, siger Niklas Vincentz.
I den netop overståede sæson præsterede U13-drengene rigtig flot, da de gjorde rent bord i deres pulje af U14 Liga 1. Ny sæson betyder også en ny gruppe spillere for U13-træneren, og han er ikke i tvivl om, at de får en træner, der kommer til at bruge endnu mere tid på trænergerningen.
- Jeg kan fordybe mig mere i arbejdet i den kommende sæson. Jeg kan fordybe mig mere i spillerevalueringer, actionplaner for spillerne og alt andet arbejde, vi laver med spillerne. Jeg kan udvikle mig selv yderligere som træner, ligesom jeg har mulighed for at tilrettelægge mere interessante og bedre træningspas. Jeg kan fordybe mig på en helt anden måde, og det kommer både mig selv og drengene til gode, siger Niklas Vincentz.