09.07.2018 15:07
Det blev til fem testsejre i træk, da OB mandag slog Hvidovre med 3-0 i opstartens sidste træningskamp.
Træningskamp
Mandag 9. juli, kl. 13:00, Nature Energy Park
OB – Hvidovre IF 3-0 (1-0)
22. min. 1-0 Mathias Jørgensen
71. min. 2-0 Nicklas Helenius (straffespark)
74. min. 3-0 Jens Jakob Thomasen
OB’s holdopstilling:
Thomas Mikkelsen – André Rømer, Jeppe Tverskov (40. min. Oliver Skolnik), Alexander Ludwig (46. Kenneth Emil Petersen), Mikkel Desler – Yao, Mads Frøkjær-Jensen (46. min. Jonathan Harboe), Casper Nielsen (71. min. Jens Jakob Thomasen), Troels Kløve (46. min. Julius Eskesen) – Nicklas Helenius, Mathias Jørgensen
Bænken: Sten Grytebust, Oliver Christensen, Kenneth Emil Petersen, Ryan Johnson Laursen, Rasmus Festersen, Jens Jakob Thomasen, Julius Eskesen, Jonathan Harboe, Oliver Skolnik, Jacob Barrett Laursen, Mathias Greve, Anders K. Jacobsen
Kampens forløb:
Sidste træningskamp for OB inden premieren i Vendsyssel den 15. juli blev spillet mandag klokken 13, da 1. divisionsholdet fra Hvidovre var på besøg. Jakob Michelsen havde rystet posen i forhold til fredagens kamp mod FC Roskilde. Således var der ni ændringer i opstillingen, hvor det kun var Alexander Ludwig og Jeppe Tverskov, der var gengangere blandt de 11 startende spillere.
En af de nye spillere var Thomas Mikkelsen i målet, og efter ti minutters tid var han med til at starte en giftig OB-omstilling efter et hjørnespark til gæsterne. Et hårdt og præcist udkast efter sidelinjen blev fanget af Yao omkring midterlinjen. Han sendte den videre til Mathias Jørgensen, der smed et fladt indlæg ind i feltet efter Helenius, men desværre kom en hvidovrefod i vejen for afleveringen fra Jørgensen.
Godt ti minutter senere kom der igen en Hvidovre-spiller i vejen for en lovende OB-chance. Således blev Mathias Jørgensens skud fra kanten af feltet efter indlæg fra Mads Frøkjær-Jensen rettet af. Denne gang var det dog til OB’s fordel, da bolden ændrede retning, snød målmanden og gik i nettet til en OB-føring på 1-0.
Små fem minutter senere var det så tæt på at blive 2-0. Casper Nielsen satte sig igennem overfor sin direkte modstander og vandt bolden i en glidende tackling. Herefter strøg han videre ned til mållinjen, inden han smed et indlæg bagest i feltet, hvorfra Mikkel Desler headede bolden på overliggeren.
Den resterende del af halvlegen var med OB i teten, men uden at spillet for alvor kom op og ringe, og det var til at se, der var ni ændringer i startopstillingen i forhold til den seneste træningskamp.
I pausen foretog OB tre udskiftninger, da Kenneth Emil Petersen, Julius Eskesen og Jonathan Harboe kom på banen i stedet for Alexander Ludwig, Troels Kløve og Mads Frøkjær-Jensen. Kort inden pausen havde Oliver Skolnik erstattet Jeppe Tverskov i det centrale forsvar.
Efter en første halvleg med OB i teten var det fra anden halvlegs start gæsterne fra Hvidovre, der kom bedst ud. De var glimrende på bolden, og det kørte bolden meget rundt, men skabte ikke de store muligheder.
Første rigtig farlige forsøg kom efter en times spil, da Magnus Fredslund på et frispark fra kanten af feltet sendte et skud mod mål for fuld kraft. Thomas Mikkelsen boksede dog sikkert bolden væk fra målet, og selvsamme Fredslund sparkede fra små tyve meters afstand returen mod mål, men det endte med et hjørnespark, som OB uden problemer fik afvist.
OB var sjældne gæster på Hvidovres banehalvdel, men efter 66 minutter kom OB til et lovende forsøg på en omstilling, der gav et hjørnespark, som ikke blev farligt. Det gjorde det til gengæld i den anden ende, hvor Hvidovre på en omstilling fik skabt en tre mod to situation og en helt fri afslutning til Lirim Qamili. Men til OB’s held sparkede hvidovrespilleren forbi målet.
Bare minuttet efter var det så OB, der var tæt på at score kampens andet mål. På bedste Søren Berg manér fik Mathias Jørgensen trampet sig igennem og afsluttet, men den afslutning tog gæsternes målmand sig af.
Efter 70 minutter var OB igen ved at komme igennem, og endnu en gang var det Mathias Jørgensen, der var på spil. Denne gang var gæsternes målmand så nødsaget til at nedlægge ham inde i straffesparksfeltet, og dommer Morten Bertelsen pegede prompte på pletten; straffespark til OB. Her tog Nicklas Helenius selvfølgelig bolden til sig – og med stor sikkerhed sparkede han bolden helt op under overliggeren i modsatte side af målmanden, og OB var foran med 2-0.
To minutter senere modtog Jens Jakob Thomasen bolden efter Mikkel Desler vandt en duel lidt længere tilbage på banen. Bolden blev headet frem til Thomasen, der i fuld fart med bolden sprintede mellem Hvidovres forsvarsspillere, kom alene igennem mod keeperen, udplacerede ham sikkert og gjorde det dermed til 3-0.
To hurtige OB-scoringer i en halvleg der ellers ikke var en særlig stor fornøjelse at følge med fynske briller rent spillemæssigt. Det var Hvidovre der var i teten, men det er til gengæld også en styrke at kunne score sine mål i de dårlige perioder, og det kunne OB i anden halvleg i dagens træningskamp.
Efter scoringerne til 2-0 og 3-0 havde OB fået bedre styr på kampen, men det var alligevel gæsterne, der kom til kampens sidste store mulighed ved Louka Prip. Her var Thomas Mikkelsen på plads i målet, og på en stor mulighed kom OB-målmanden stærkest ud af duellen i kampen, der endte med en sejr til OB på 3-0.
Dermed har OB vundet alle fem testkampe frem mod den kommende sæson, der begynder den 15. juli klokken 14:00 på udebane mod oprykkerne fra Vendsyssel FF.