19.07.2018 09:18
SønderjyskE er meget mere end et fodboldhold, og de driver også elitesport indenfor både ishockey og håndbold. Her på ob.dk kan du blive klogere på fodbolddelen.
SønderjyskE har siden 2008 været en fast del af den bedste danske fodboldrække, men udover det driver Sønderjysk Elitesport A/S også elitesport indenfor ishockey, herrehåndbold og damehåndbold. I sæsonen 2012/13 var første gang, de var repræsenteret i bedste række af herrefodbold, herreishockey, damehåndbold og herrehåndbold på samme tid.
Historien:
Men inden de opnåede det skete der naturligvis også ting og sager i det sønderjyske. Allerede tilbage i 2000 blev de første streger til det nuværende SønderjyskE tegnet. For første gang i historien rykkede en klub fra Haderslev op i Superligaen. Dengang var det Haderslev FK, der rykkede op, men de skiftede kort efter navn til HFK Sønderjylland for at få sig en bredere publikumsskare samt et potentielt større sponsornetværk i hele Sønderjylland.
Året efter rykkede HFK Sønderjylland ud af landets bedste række, og i januar 2004 blev SønderjyskE stiftet. Det gjorde det, fordi folkene dernede ville have Sønderjylland på landkortet. Og det var et logisk tidspunkt grundet sportslig succes i flere forskellige sportsgrene. De klubber der stiftede SønderjyskE var HFK Sønderjylland, Vojens Ishockeyklub, herrehåndboldklubben TM Tønder (ikke længere med – det er i stedet Sønderborgs herrehåndboldklub) samt kvindehåndboldklubben IK Sønderjylland fra Aabenraa. I første omgang var målsætningen, at alle holdene i SønderjyskE skulle i den bedste række, og det skete som nævnt i 2012/13; Nu er målet iflg. deres hjemmeside, at de skal være i top 5 i alle fire rækker.
Og netop en top 5 placering fik de på fodboldfronten for første gang i år 2015/16, da de ganske sensationelt vandt sølvmedaljer. Det gjorde de med den nuværende OB-træner, Jakob Michelsen, i spidsen. Det var Michelsens første sæson i SønderjyskE, og han tog over efter to tiendepladser i træk for klubben. SønderjyskE har aldrig vundet et trofæ i dansk fodbold, og sølvmedaljen i 2016 er således deres hidtil bedste resultat.
Stadion:
SønderjyskE hører hjemme på Sydbank Park i Haderslev. Det er plads til 10.000 tilskuere, hvoraf 4.500 af dem er siddepladser og 5.500 af dem er ståpladser. Oprindeligt blev stadion bygget i 2001, men er siden blevet moderniseret, og i 2014 blev de færdige med den nyeste tribune på stadion.
Kampen fra et OB-perspektiv:
I den nuværende SønderjyskE-trup er det småt med tidligere OB-spillere. Der render dog en enkelt rundt i form af fynboen Johan Absalonsen, der kommer fra Flemløse. Han er netop vendt hjem fra et fodboldeventyr i Australien.
Til gengæld er der i OB-truppen og staben flere med en fortid i SønderjyskE. I staben har cheftræner Jakob Michelsen samt de to assistenttrænere, Henrik Hansen og Janus Blond en fortid i SønderjyskE. Især Henrik Hansens fortid i SønderjyskE er nævneværdig, og han er en klublegende dernede. Det blev blandt andet markeret, da SønderjyskE i sidste sæson hyldede Henrik Hansen med en legendetrøje i en hjemmebanekamp – ligesom vi i Odense hyldede Thomas Helveg. Så sent som i sidste sæson har Henrik Hansen også en del af trænerstaben i SønderjyskE, da han var assistent for Claus Nørgaard sammen med Niels Lodberg.
I vores spillertrup har vi to tidligere SønderjyskE-spillere, og de var faktisk begge to med til at vinde sølv med klubben. Troels Kløve og Janus Drachmann vandt begge to sølvmedaljer med Jakob Michelsens sønderjyske tropper. I den sæson blev det kun til ni kampe for Troels Kløve grundet en slem knæskade. Til gengæld var Janus Drachmann med i 28 kampe, hvoraf han kun blev skiftet ud to gange.
Tre profiler:
Marc Pedersen er en hård hund i det centrale forsvar, og han har spillet for SønderjyskE i de seneste tre sæsoner. Samlet set har han scoret fire mål i Superligaen, men to af de mål er faldet mod OB, ligesom han har vundet syv ud af ti kampe over OB. Han bærer anførerbindet i SønderjyskE og fik fuld tid i deres første kamp i denne sæson, da de tabte 1-0 til AaB på hjemmebane.
Christian Jakobsen er den kreative kraft på midtbanen, der skal funkle, hvis SønderjyskE skal have en stor sæson. Han kom til SønderjyskE fra Brøndby for halvandet år siden, og i sidste sæson lavede han ni mål og seks assists i 32 Superligakampe. Det var den indtil videre klart bedste sæson for Christian Jakobsen, der tilmed bærer kælenavnet ”Greko”. Han er høj af en typisk kantspiller at være, men det gør ikke noget ved hans tekniske evner, der er ganske glimrende, og mon ikke han begynder på venstre kant, når OB søndag tager imod SønderjyskE.
Mart Lieder er det store sønderjyske angrebshåb i denne sæson. Han er netop blevet hentet til klubben fra Holland, hvor han i sidste sæson lavede 30 mål i 31 kampe for FC Eindhoven i den næstbedste hollandske række. Der er store forventninger til den 188 centimeter høje hollandske angriber, der ikke formåede at komme på tavlen i sæsonens første kamp. Foruden FC Eindhoven og SønderjyskE har hollandske Lieder også spillet for Vitesse, Waalwijk, Dordrecht og Aarau.
Nuværende sæson:
SønderjyskE har spillet en enkelt kamp i Superligaen, da de hjemme på Sydbank Park tog imod AaB. Det endte med et nederlag på 1-0, da Kasper Kusk sparkede et frispark i kassen.
Indbyrdes kampe:
I Superligaen er der blevet afviklet 36 indbyrdes kampe mellem OB og SønderjyskE. Her har det været særdeles tæt, da begge mandskaber har 14 sejre, mens seks er endt uafgjort. Ser man kun på kampene i Odense, er der et snævert stribet overtag på 7-6-6.
På det seneste er det dog gæsterne fra SønderjyskE, der har haft overtaget. I de seneste ti har de således vundet syv kampe, mens OB blot har vundet en enkelt. Det skete den 2. april 2018 i Odense, da OB vandt med 2-1 på scoringer af Nicklas Helenius og Troels Kløve.