10.07.2018 14:00
Vi skal have ny indløbsmusik til vores hjemmekampe, og du skal være med til at vælge, hvilken det skal være.
En ny sæson står for døren, og der er lagt op til en lang række nye og spændende tiltag til vores hjemmekampe på Nature Energy Park. Det betyder også, at der er nogle traditioner, der bliver forandret - og nogle nye, der bliver sat i søen.
En af de nye ting gælder for hele Superligaen; nemlig at udeholdet løber på banen først, mens hjemmeholdet løber på banen bagefter. Da OB samtidig takker tiger-maskotten Victor for mange års tro tjeneste og i stedet præsenterer en ny og opdateret maskot, er det besluttet, at den amerikanske bokse-klassiker ’Eye of The Tiger’ også har været indløbsmelodi for sidste gang.
I stedet tager OB endnu et skridt for at understrege klubbens fynske stolthed, idet den nye indløbshymne har dybe fynske rødder og ikke deles af andre danske klubber. Fremover vil OB nemlig løbe på bane til toner fra en af de største fynboer nogensinde. Komponisten Carl Nielsen står bag en række af de store klassiske værker, der også nyder stor international anerkendelse, og intet kunne derfor være mere fynsk eller mere oplagt, end at lade et Carl Nielsen-værk blive den nye hymne, som vi forbinder med OB.
- Carl Nielsen er for den klassiske musik i Odense, hvad Richard Møller Nielsen er for odenseansk fodbold. Begge var store helte og verdensstjerner, begge er gået forrest, når det gælder at promovere Fyn i hver deres sammenhænge, og begge var humoristiske, skæve og helt særlige personligheder, der har den helt særlige fynske lune, som vi alle holder utroligt meget af. I Odense Symfoniorkester kan vi kun glæde os over, at OB som en af de store institutioner på Fyn, også inddrager den klassiske del af byens historie i sine traditioner, og vi har nydt at være med til at finde de kandidater, der har den nødvendige pompøsitet, stolthed og power til, at vores stribede drenge bliver budt velkommen på ordentlig vis på vores egen hjemmebane, siger Trine Lai, Kommunikations- og Marketingchef i Odense Symforniorkester.
Alle tre kandidater er naturligvis indspillet af Odense Symfoniorkester, og hvilken af dem, der skal være den særligt udvalgte, skal OB’s fans nu vælge. I videoen i toppen af denne side bliver de tre kandidater præsenteret, og frem til fredag kl. 10 vil du kunne stemme på, hvilken af dem, du synes, skal være OB’s fremtidige indløbshymne.
Afstemningen foregår på dette link, og for at stemme skal du være logget ind med en Google-konto.