OB - Kalmar FF

29.06.2018 12:31

Lørdag klokken 13 tager OB på Nature Energy Park imod Kalmar FF i den tredje testkamp inden sæsonstart.

Efter to sejre i de to første træningskampe mod TPI og Östersunds FK skal OB på lørdag atter i aktion. Endnu en gang venter der svensk modstand, når Kalmar FF kommer på besøg. Kampen spilles lørdag klokken 13:00 på Nature Energy Park, der er selvfølgelig gratis adgang, og for at komme ind på stadion skal du benytte indgangen mellem Albani-Tribunen og 3F-Tribunen.

I det østlige Sverige cirka 500 kilometer fra Odense holder lørdagens modstander, Kalmar FF, til. Kalmar FF står for Kalmar Fotbollsförening, og klubben blev stiftet i 1910 under navnet IF Göta. Undervejs har klubben skiftet navn flere gange. Allerede i 1912 skiftede de navn til IF Gothia. Ændringen kom, fordi det det svenske rigsidrætsforbund ikke ville lade dem komme med i forbundet under navnet IF Göta, da Stockholm og Karlstad allerede havde klubber, der hed Göta.

I 1918 fandt de frem til, at der var for mange klubber i Kalmar-området, og IF Gothia blev lagt sammen med en anden klub, der hed Kamraterna under navnet Kalmar Idrotts Sällskap. Ni år senere i 1927 kom der så endnu et navneskifte, da Kalmar Idrotts Sällskap blev til Kalmar FF, som klubben også hedder den dag i dag.

Kalmar FF har vundet fire trofæer i svensk fodbold. I 2008 vandt de Allsvenskan, mens de vandt den svenske pokalturnering i 1981, 1987 og 2007. I den indeværende sæson er de placeret på en 7. plads i Allsvenskan med 17 point efter 11 kampe. Det er det samme pointtal som vores modstander fra i onsdags, Östersunds FK.

I europæisk fodbold har Kalmar FF ikke haft den store succes. Efter mesterskabet i 2008 trådte de ind i anden kvalifikationsrunde, hvor de stod overfor ungarske Debrecen. Efter en hjemmebanesejr på 3-1 tabte de 2-0 på udebane – og chancen for gruppespil var forpasset. I Europa League har de heller ikke vadet i succes. De har således aldrig været i gruppespillet – til gengæld var de med i kvalifikationen til Europa League i år 1979/80, 1986/87, 2008/09, 2010/11 samt 2012/13.

Træneren for Kalmar FF hedder Nanne Bergstrand, og han kom senest til klubben for et år siden. Det er tredje gang, han står i spidsen for Kalmar FF, da han også gjorde det fra januar 1998 til december 1999, ligesom han fra januar 2003 og helt frem til december 2013 var cheftræner. Dermed har Nanne Bergstrand været træneren der har ledt Kalmar FF til to af klubbens fire trofæer - deriblandt det eneste mesterskab.

Klubben har været et elevatorhold, der har haft mange op- og nedrykninger. De har dog ikke været nede fra Allsvenskan, siden de rykkede op i 2004. I oprykningssæsonen var det er par brasilianere, der var profiler – og da de rykkede op i Allsvenskan blev truppen suppleret med endnu flere brasilianere. Blandt andet César Santin der efter 105 kampe for Kalmar blev solgt til FCK.

Den dag i dag er der fortsat lidt brasiliansk islæt over truppen i form af Nixon, som de har lejet i Flamengo, Romario der er købt i GAIS, samt Hiago Ramiro de har hentet i brasilianske Fortaleza.

Deres stadion hedder GuldFågeln Arena og er bygget i år 2011. Der er plads til 12.000 tilskuere, og stadionrekorden er 11.852 tilskuere; en rekord der blev sat, den dag stadion blev indviet. Tæt på stadion har Kalmar FF også tre andre baner, der primært bliver benyttet af deres ungdomsmandskaber.

Udover en flok brasilianere har de i den nuværende trup også de to brødre Rasmus Elm og Viktor Elm, der begge har været afsted til udenlandske klubber, men er vendt hjem til Kalmar FF – ligesom klubben har en tidligere Superligaspiller i form af Erton Fejzullahu, som har en fortid i både FCK og Randers FC.

Tre profiler:
Viktor Elm: Brødrene Viktor Elm og Rasmus Elm er lidt af nogle ikoner, men den mest profilerede af de to for tiden er storebror Viktor. Han har rundet de 32 år, han spiller i det centrale forsvar for Kalmar FF, og tilmed bærer han anførerbindet for svenskerne. Han er født i Kalmar, men spillede som ung i de mindre klubber, Johansfors og Nybro – inden han i 2006 skiftede til Kalmar FF. En klub han inden kampen mod OB står noteret for 166 kampe for. Derudover har han også 122 kampe for Heerenveen og 111 for AZ Alkmaar samt 10 svenske A-Landskampe.
Han har en kastearm på indkast udover det sædvanlige, og derudover er han selvsagt en rutineret og klog spiller, som har haft en fremragende karriere.

Hiago: Hiago er en af de tre brasilianere i klubben, og ham finder vi på kanten. Det er kun seks måneder siden, Kalmar FF hentede ham i brasilianske Fortaleza, men han har allerede formået at gøre sig selv til en profil for svenskerne. Han er 26 år gammel, og i hans første 10 Allsvenskan-optrædender har han banket tre mål ind fra sin position på enten højre eller venstre kant.
Han er en kreativ, hurtig og teknisk stærk kant som bliver spændende at se inder kampen mod OB.

Romario: 11 kampe, tre mål og to assists er udbyttet i den igangværende sæson for den 32-årige brasilianer, som har gjort sig i svensk fodbold siden år 2009, da han skiftede til GAIS. Herfra gik turen så videre til Kalmar efter fire år og 73 kampe i GAIS. Der blev det til syv mål, men i Kalmar har udbyttet været noget mere bedre for den centrale midtbanespiller. 158 kampe, 27 mål og 13 assists har Romario Pereira Sipiao bidraget med for de rødblusede svenskere.
Han er en dygtig, rutineret fodboldspiller med et godt blik for spillet. Ikke pokkers stor, men med en god, veludviklet teknik på den centrale midtbane.

Kampen mellem OB og Kalmar FF spilles på Nature Energy Park, og der er kampstart lørdag den 30. juni klokken 13:00. Naturligvis er der gratis adgang til kampen, og du skal benytte indgangen mellem Albani-Tribunen og 3F-Tribunen.