Benjamin Jakobsen — 19.06.2018 23:24
U13, U14 og U15 spiller alle finalekampe i de Jysk-/Fynske Mesterskaber. Det kan blive afslutningen på en imponerende akademisæson.
Mens førsteholdet er igang med forberedelserne til en ny sæson, så er vores akademimandskaber i fuld gang med slutningen af 2017/18-sæsonen, og det er en afslutning, der byder på flere spændende og særdeles vigtige kampe.
For U19-drengene venter der en pokalfinale den 30. juni – det gør der også for mandskaberne fra U13-U15, men derudover venter der for de tre yngste mandskaber også finaler i de jysk/fynske mesterskaber. En imponerende bedrift af de unge drenge, og derfor har vi selvfølgelig bedt T+-træner Max Johansen om at sætte er ord på den sæson, der snart er overstået for de unge akademimandskaber.
- Overordnet set har vi været glade for den sæson, der snart er færdig. Jeg føler at akademiet har rykket sig i en positiv retning, ikke kun hvad angår vores resultater, men også med udgangspunkt i det arbejde, der bliver udført.
- Alligevel vil mere have mere, og uanfægtet hvad der sker i sæsonens afslutning, er der allerede planer om at bygge yderligere på vores produkt og vores setup til den kommende sæson. Vi kræver meget af os selv og der er stadig plads til forbedring, siger Max Johansen om 2017/18-sæsonen for U12-U15 årgangene.
U12-drengenes sæson er slut, men U13 spiller onsdag semifinale i Jysk/Fynske mesterskaber i Vinding mod FC Midtjylland, U14 spiller onsdag finale i Hovedgård mod Randers – og torsdag står den så på finale for U15-drengene, når de i Nørre Aaby møder FC Midtjylland. At OB er med i afgørelsen i alle tre årgange er ganske unikt, og det skyldes stærkt arbejde fra rigtig mange mennesker – både i OB, men i særdeleshed også i samarbejdsklubberne, mener Max Johansen.
- Det er ret sjældent, at den samme klub kan mønstre at vinde deres pulje med alle hold fra U13 til U15, og det er et skulderklap til klubben, at vi har nået et niveau, hvor det er muligt. Vi tror på, at vi har et stærkt koncept med vores spillerudvikling, vi har dedikerede fuldtidstrænere, og samtidig er vi på en ø, hvor mange klubber gør et godt stykke arbejde i deres børneafdelinger, hvilket er med til at udvikle spillere, der kan gøre sig gældende på ungdomseliteniveau. Det arbejde sætter vi stor pris på og er en stor del af at vi har kunnet løfte vores U13-15 betydeligt.
Selvom OB på ungdomsniveau ofte står overfor FC Midtjylland og de andre danske A-Licensklubber, så er Max Johansen ikke sikker på, hvad striberne står over for onsdag og torsdag – men tæt, det er han sikker på, det bliver.
- Der venter nogle lige kampe. I ungdomsfodbold er seks måneder lang tid, og vi har ikke mødt vores respektive modstandere siden træningskampe i vinters, så det er ikke muligt præcis at spå om hvor vi står. Vi har en god vane med at vinde fodboldkampe på alle vores hold og det tror jeg på vi kan fortsætte med, fortæller Max Johansen, inden han sætter et par ord på de kampe, der venter.
- Jeg forventer finaleintensitet og kampe med masser af nerve og spænding. Vi har sendt et stærkt signal om, at vi har noget kvalitet ved at være med i alle tre årgange, og jeg håber, at drengene og trænerne tager det sidste skridt, for det har de fortjent.
Kampprogram for finalekampene:
Onsdag 20. juni 19:00 OB U13 – FC Midtjylland, Vinding Stadion
Onsdag 20. juni 19:00 OB U14 – Randers, Hovedgård Stadion
Torsdag 21. juni 19:00 OB U15 – FC Midtjylland, Nørre Aaby Idrætspark