7516830736_IMG_0008

27.06.2018 20:06

Onsdag tog OB på Nature Energy Park imod Östersunds FK og sendte dem hjem med et 2-0 nederlag efter mål fra Desler og Jørgensen.

Træningskamp
Onsdag 27. juni, kl. 18:00, Nature Energy Park
OB – Östersunds FK 2-0 (1-0)
25. min. 1-0 Mikkel Desler
75. min. 2-0 Mathias Jørgensen

OB’s holdopstilling:
Sten Grytebust – Ryan Johnson Laursen (60. min. André Rømer), Kenneth Emil Petersen (46. min. Marco Lund (69. min. Oliver Skolnik)), Alexander Ludwig, Mikkel Desler (31. min. Jacob Barrett Laursen) – Mathias Greve (60. min. Mikkel Desler), Jeppe Tverskov (69. min. Jonathan Harboe, Jens Jakob Thomasen (60. min. Casper Nielsen), Julius Eskesen (69. min. Yao), Nicklas Helenius (46. min. Troels Kløve) – Rasmus Festersen (69. min. Mathias Jørgensen)

Bænken: Oliver Christensen, André Rømer, Casper Nielsen, Jonathan Harboe, Oliver Skolnik, Jacob Barrett Laursen, Troels Kløve, Marco Lund, Mathias Jørgensen, Yao

Östersunds FK holdopstilling:
Andreas Andersson – Curtis Edwards, Ronald Mukiibi (60. min. Brwa Nouri), Tom Pettersson, Dennis Widgren (51. min. Noah Sonko Sundberg) – Ludvig Fritzson (60. min. Alhaji Gero), Douglas Bergqvist, Tesfaldet Tekie (74. Smajl Suljevic), Jamie Hopcutt, Ken Sema – Dino Islamovic

Bænken: Aly Keita, Smajl Suljevic, Frank Ahrin, Alhaji Gero, Brwa Nouri, Sam Mensiro, Patrick Kpozo, Noah Sonko Sundberg

Kampens forløb:
Onsdag stod den på den første ”rigtige” træningskamp efter kampen mod vores venskabsklub, TPI i sidste uge. Denne gang var modstanderen fra en lidt anden hylde, da det svenske Allsvenskanmandskab, Östersunds FK, lagde turen forbi Nature Energy Park i forbindelse med deres træningslejr, hvor de har base i Nyborg.

Östersunds imponerede store dele af fodboldeuropa i sidste sæson, da de først slog Galatasaray ud i kvalifikationen og sidenhen sendte Zorya og Hertha Berlin ud af gruppespillet af Europa League. Onsdag stod den dog på træningskamp i Odense, og her var det Jakob Michelsens gulklædte OB-spillere, der kom stærkest fra start.

OB’erne satte sig på spillet fra første fløjt, hvor der blev presset højt, der blev gået til den i tacklingerne, og ikke mindst var der rigtig god lyd på banen fra OB-spillerne. Første farlige forsøg i kampen tilfaldt da også OB, da Nicklas Helenius i en lidt spøjs situation ramte stolpen. Et aggressivt OB-pres gjorde den svenske keeper i tvivl om, hvor han skulle spille bolden hen – og så kom Nicklas Helenius så tæt på ham, at han fik blokeret målmandens forsøg på at sende bolden frem, men blokeringen fra Helenius ramte stolpen af målet.

Syv minutter senere var der til gengæld ingen stolpe i vejen for OB. Jens Jakob Thomasen spillede bolden ud til Mikkel Desler i venstresiden. Desler tog et par træk med kuglen, inden han med et kort aftræk fyrede kuglen afsted mod det korteste hjørne. Den svenske keeper kunne ikke nå ned til bolden, og så havde Mikkel Desler sparket OB i front.

Östersunds viste kort efter lidt tænder på et hjørnespark, men rigtigt farlige blev de ikke i første halvleg, som OB vandt med 1-0.

Farlige blev de til gengæld allerede efter fem minutters spil af anden halvleg. Bolden bragede ind på stolpen efter et ordentligt drøn af et langskud fra den centrale forsvarsspiller, Ronald Mukiibi. Det skete efter fem minutter, hvor de svenske gæster var kommet klart bedre med i kampen, end de havde været i de første 45.

Faktisk var kampbilledet i det første kvarter fuldstændig omvendt af de første 45 minutter. Der var det OB, der var i kontrol, mens det i anden halvleg var Östersunds. Bortset fra Mukiibis stolpeskud var det dog ikke de store chancer, de kom frem til, og derfor var det også et ganske roligt OB-mandskab, der i perioder lod Östersunds køre rundt med kuglen i egne rækker.

I stedet forsøgte OB at true svensken på omstillinger, og det var også på en omstilling, om efter 63 minutter var tæt på et komme på 2-0. Iscenesat af Julius Eskesen og Troels Kløve kom Rasmus Festersen alene med den svenske keeper. Her var det desværre Andreas Andersson, der kom stærkest ud af duellen mod OB-angriberen.

10 minutter senere var Östersunds så lige ved at få bragt balance i regnskabet efter en nedfaldsbold i feltet, som det blev flugtet på. Særdeles heroisk og nærmest på ren ishockeymanér fik Alexander Ludwig dog kastet sig ind foran bolden og blokerede afslutningen.

Anden halvleg var præget af mange udskiftninger, og en af de spillere, der bare skulle bruge seks minutter på banen, inden han satte sit aftryk var Mathias Jørgensen. Han kom på banen efter 69 minutter, og efter 75 minutters spil lobbede han frækt bolden ind til 2-0 efter en fremragende assist fra Casper Nielsen.

Flere store chancer fik vi i ikke i kampen, som OB målt på chancer ganske fortjent vandt med 2-0 over Östersunds FK.