Benjamin Jakobsen — 02.06.2018 21:24
Kvartfinalen blev en sand gyser, men det var OB, der var skarpest fra straffesparkspletten, da Besiktas blev sparket ud af turneringen.
Ved Kevin De Bruyne Cup i belgiske Drongen havde OB i de to første kampe fejet både Dortmund og Gent til side.
Derfor var drengene klar til en kvartfinalekamp, hvor modstanderen var Besiktas, som i deres pulje havde slået Manchester City, mens de måtte se sig slået af Club Brügge i en straffesparkskonkurrence.
Og kvartfinalen var en kamp med et defensivt indstillet tyrkisk mandskab, der spillede på alle tangenter. Det var med lange spilstop og mange kramper fra start til slut. Men når bolden var i spil gjorde det det fornuftigt, og selvom OB var meget på bolden, så var det Besiktas, der kom frem til den eneste store chance der var i kampen halvvejs inde i anden halvleg.
Den fik de ikke omsat til en scoring, og derfor skulle det hele afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor Besiktas var det første hold ved pletten.
Efter et brøl fra målmand Tobias Jacobsen sprang han flot ud til sin egen højre side og pillede straffesparket. En perfekt start for OB-drengene.
Kort efter sparkede OB-anfører Magnus Saaby så striberne i front med 1-0 til stor jubel blandt både spillere og medrejsende forældre. Herefter bragte tyrkerne så balance i regnskabet, inden Frederik Lebæk bragte OB foran på ny.
Derfor var Besiktas tvunget til at score på deres tredje og sidste straffespark, og det gjorde de også – og derfor var al pres nu på skuldrene af Gustav Grubbe.
Heldigvis var Gustav Grubbe så cool, at han kunne have tisset isterninger i situationen, så han sparkede den sikkert ind – og derfor var det OB, der var klar til semifinalen til tydelig og forståelig stor jubel blandt alle på og omkring holdet.
Semifinalen spilles søndag klokken 12:00, og Anderlecht er modstanderen. Det er en ny svær kamp mod et stærkt mandskab, og på deres vej til semifinalen har Anderlecht slået PSG med 4-0, Zenit 2-0 og i kvartfinalen slog de Chelsea med 2-0.