Benjamin Jakobsen — 03.06.2018 22:22
U15-drengene stod overfor Manchester City i bronzekampen ved Kevin De Bruyne Cup. Og det blev en kamp, hvor striberne vandt 2-1.
Sidste kamp ved Kevin De Bruyne Cup blev en kamp om bronzen for OB-drengene mod mægtige Manchester City. Mens OB havde tabt med 2-1 til Anderlecht i semifinalen, så var City blevet sendt ud af turneringen efter at have tabt til AZ Alkmaar i straffesparkskonkurrence.
OB’erne var fast indstillet på, at der skulle metal med hjem til Fyn – og derudover ville det jo bare være kanonsjovt, hvis man som OB lige kunne drille Manchester City som det sidste hold i rækken af flere store klubber.
Og det var striberne, der dominerede fra første fløjt. OB pressede højt, og boldomgangen var hurtig mellem de stribede spillere, mens Cityspillerne halsede efter.
Og ti minutter inde i kampen fik striberne så også kuglen i kassen, da Luca Kjerrumgaard stangede bolden i kassen på hjørne, men af en eller anden årsag valgte kampens dommer at annullere målet.
Men fem minutter senere tog striberne så hævn. Gustav Grubbe spillede bolden fladt ind i feltet til fødderne på Valdemar Kwasniak. Med en smart vending satte han Manchester City-spilleren af, inden han sparkede bolden over i modsatte sidenet.
Tre minutter senere kom Manchester City så frem til deres andet hjørnespark i kampen, og selvom det var en OB-spiller, der kom højest på bolden – så havnede den bag Gustav Otto, da OB-forsvareren stangede den direkte ind i eget net.
I anden halvleg kom Manchester City bedre med i kampen, men det var fortsat OB, der var farligst – og ligesom i første halvleg måtte den engelske keeper hive et par fine redninger frem på nogle skudforsøg.
Han kunne dog intet gøre, da der manglede ti minutter af kampen, og Valdemar Kwasniak spillede bolden ud til venstre, hvor Luca Kjerrumgaard med en knivskarp afslutning sparkede OB på sejrskurs med sit mål til 2-1.
Manchester City kunne ikke svare igen på OB-scoringen, og derfor vandt OB fuldt fortjent med 2-1 i bronzekampen og ender dermed som nummer tre ved Kevin De Bruyne Cup.