GØJ

30.06.2018 21:33

En udligning efter 89 minutter og et sejrsmål i det syvende minuts overtid sikrede OB sejren over Oure i DBU Fyns U19 Pokalturnering.

DBU Fyn Pokalfinale
Lørdag 30. juni, 17:50, Odense Atletikstadion
OB – Oure Fodboldakademi 4-3 (0-0)
47. min. 0-1 Niklas Huscher
55. min. 1-1 Lucas Møller
58. min. 1-2 Mikkel Hyllegaard
70. min. 1-3 Kenn Ankerstjerne
73. min. 2-3 Tarik Ibrahimagic
89. min. 3-3 Jacob ”Gøj” Mikkelsen
90+7 min. 4-3 Jacob ”Gøj” Mikkelsen

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat – Anders Jørgensen, Jacob ”Gøj” Mikkelsen, Kasper Skræp, Jonathan Kjær – Kristian Brøndum, Jonathan Harboe, Laurits Lillemose, Anders Klynge – Lucas Møller, Peter Clement
Bænken: Tarik Ibrahimagic, Jonas Skytte, Mikkel Michelsen

Kampens forløb:
Lørdag aften stod i pokalfinalens tegn for U19-drengene som den sidste kamp inden ferien. Det betød også, at det for nogle spillere var sidste kamp i OB-trøjen i denne omgang, ligesom der var tre spillere med i truppen, som først er U19-spillere efter sommerferien.

Modstanderen var Oure Fodboldakademi, der blandt andet havde flere spillere med fra deres hold, som blev nummer 2 i Danmarksserien. Derfor var det på alle måder en kompetent modstander, striberne stod overfor, men alligevel var det OB, der kom bedst fra start i kampen.

Rent spillemæssigt var det ikke nogen skøn affære, men det var med OB på bolden. Desværre med store udfordringer, når der skulle skabes chancer. I den anden ende af banen var Oure giftige på omstillinger, hvor de forsøgte at sætte deres hurtige kantspiller, Mikkel Hyllegaard i scene.

Det lykkedes de dog heller ikke med, og udover en skade til Jonathan Kjær var det eneste nævneværdige i første halvleg en advarsel til Laurits Lillemose i sidste minut af første halvleg.

Den advarsel betød, at OB i indledningen af anden halvleg var en mand i undertal. Det udnyttede Oure på bedste vis, da Mikkel Hyllegaard udfordrede Anders Jørgensen, der kom til at lave et benspænd på kantspilleren inde i straffesparksfeltet. Straffespark til Oure; og det blev omsat af Niklas Huscher, så Oure kom på 1-0.

Den føring holdt dog kun i otte minutter. Indskiftede Mikkel Michelsen, der netop har skrevet en 2-årig kontrakt med OB, drev gæk med Oure-forsvaret, hvorefter han spillede den ind midt i feltet til en helt fri Lucas Møller Jensen, som bragte balance i regnskabet på sin afslutning, der strøg i kassen via overliggeren.

Tre minutter senere var den dog gal igen, da Mikkel Hyllegaard på ny var på spil og bragte Oure foran 2-1. Da kampen rundede det 70. minut satte Mikkel Hyllegaard kronen på værket i en flot anden halvleg. Han brød igennem på højrekanten og smed et fladt indlæg ind i feltet, hvor Kenn Ankerstjerne kom glidende ind i den ved den bageste stang. Hans Christian Bernat fik lappen på, men han kunne ikke gøre mere ved den, og så var det pludselig 3-1 til Oure Fodboldakademi med bare tyve minutter tilbage af kampen.

OB fik hurtigt bragt spændingen tilbage i kampen på en ren ”U17-scoring”. Jonas Skytte og Tarik Ibrahimagic er først U19-spillere efter ferien, men efter 73 minutter smed Jonas Skytte en bold ind i feltet, hvor Tarik Ibrahimagic fra sin position på højre kant var trukket ind i banen. Bolden kom trillende for fødderne af Ibrahimagic, og så knaldede han bolden ind til 3-2.

OB fik herefter etableret et godt pres mod Oure-målet, men de helt store chancer udeblev – og så var det i stedet Oure, der efter 79 minutter var lige ved at gøre det til 4-2. På en giftig omstilling kom de frem til en stor chance og en særdeles kvalificeret afslutning. Her var OB-målmand Hans Christian Bernat dog på plads, og han viste høj klasse i situationen med en kampafgørende redning, så OB fortsat kunne komme tilbage i kampen.

Med fem minutter tilbage af den ordinære spilletid var Mikkel Michelsen tæt på at udligne efter en frispilning fra Kristian Brøndum, men afslutningen blev blokeret af Oure-forsvaret.

Få minutter efter kom OB frem til et hjørnespark, som Jonathan Harboe tog sig af. Han smed bolden ind i det bageste område af feltet, hvor der var lagt op til noget af en duel mellem Jacob ”Gøj” Mikkelsen og Niklas Huscher, der tilsammen rager lidt mere end fire meter op i luften. Her var det OB-anføreren, der vandt duellen, og han stangede kuglen i nettet til 3-3 efter 89 minutter.

Kort efter signalerede dommeren, at der minimum ville blive spillet fem minutter over tid. De første tre minutter gik med en skade til Tarik Ibrahimagic, der måtte modtage behandling på banen – i øvrigt den fjerde skade til OB i kampen. Derfor fortsatte kampen efter det femte minuts overtid, og da uret viste 96 blev OB tildelt et nyt hjørnespark.

Jonathan Harboe løb igen ud til hjørnet og smed bolden ind i feltet. ”Gøj” kom fri fra sin modstander og headede bolden ned i jorden, hvor Mikkel Michelsen muligvis fik en fod på undervejs. Boldens opspring snød i hvert fald Oure-målmanden, og bolden gik i nettet til 4-3 til stor forløsning for de orangeklædte OB-spillere, der brød ud i massiv jubel anført af kaptajn Jacob Mikkelsen.

Mere tid var der ikke tilbage, og dermed vandt OB en fantastisk underholdende pokalfinale med 4-3 over Oure Fodboldakademi på en afgørende scoring i det syvende minuts overtid.

Kommentar fra Kim Engstrøm:
En typisk pokalfinale hvor alt kan ske. Jeg synes egentlig, vi startede kampen rigtig fint. Vi sad på tingene, og det var os, der dominerede første halvleg uden at skabe de helt store chancer. Havde dog alligevel muligheder for at komme foran.

Anden halvleg blev mere rodet i og med vi indledte den med et undertal efter vi fik gult kort lige inden pausen. De får så tilkendt et straffespark i begyndelsen af anden halvleg, hvor de kommer foran. Vi får så sat os på tingene igen og får udlignet, men kom senere bagud med både 2-1 og 3-1.

Vi viser efterfølgende stærk moral og kommet flot tilbage. Om det er fortjent eller ej er sgu lidt ligegyldigt. Det handler om at vinde, og det handler også om at vinde finaler. Det har vi gjort, og når vi laver et mål mere end de andre, så har vi fortjent at stå med pokalen.

Jeg synes ikke, det var en holdindsats, for det var ikke et hold, der fungerede fantastisk. Jeg har dyb respekt for ”Gøj”, der er impliceret i de to sidste mål. Han viser kæmpe OB-hjerte, og det betyder rigtig meget for både ham og klubben – så kæmpe respekt for hans kamp. Selvom det måske ikke var hans bedste kamp, så viste han, at han ville slutte godt af for OB, selvom det måske bliver til et på gensyn senere i karrieren.