Benjamin Jakobsen — 25.05.2018 12:31
OB U19 møder lørdag eftermiddag Silkeborg IF, og hvis muligheden for medaljer skal bevares, så er tre point næsten et krav.
U19-drengene drager lørdag afsted mod Søhøjlandet, hvor de på Jysk Park møder Silkeborg IF i U19-Ligaen. Og spørger man OB-træner Kim Engstrøm, om hvad det er for en kamp der venter – så er det en opgave, striberne har glædet sig rigtig meget.
- Det er en kamp, vi har set frem til, når vi tager udgangspunkt i vores seneste kamp, hvor vi ikke var tilfredse med 2-2 mod Vejle. Silkeborg kommer formentlig til at gribe det an ligesom Vejle, hvor de vil stå lidt kompakt og forsøge at straffe os på nogle omstillinger. Derfor skal vi steppe op i forhold til sidste kamp i de dele af spillet, hvor vi skal nedbryde deres defensiv. Og derfor skal vi selvfølgelig spillere hurtigere og klogere, end vi gjorde hjemme i Ådalen for et par uger siden, siger Kim Engstrøm.
Fra starten har der været en ambition omkring U19-truppen om medaljer, og til trods for pointtabet mod Vejle er muligheden stadig, og selvom Silkeborg er sidst i U19-Ligaen forventer Engstrøm ikke, at de vil forære OB tre point i kampen.
- Vi har tre kampe tilbage af sæsonen, og vi er med i den tætte top, hvor vi kan blive alt fra nummer to til nummer syv. Selvfølgelig vil vi gå efter at slutte så højt som overhovedet muligt, og det kræver tre sejre. Derfor er det på det plan lidt tre små finaler, der venter os – og kampen mod Silkeborg bliver den første. Selvom der i tabellen er stor forskel på os, så forventer jeg bestemt ikke en nem kamp. Vi slog dem 7-0 i Ådalen på en dag hvor vi spillede flot fodbold og var kyniske, men det gør dem jo formentlig bare endnu mere revanchelystne til lørdagens kamp, der spilles i Silkeborg, siger Kim Engstrøm.
Til kampen mod Silkeborg er der ingen skader eller karantæner i OB-truppen, og derfor er der 22 spillere i spil, som Kim Engstrøm kan vælge imellem. Derfor bliver det svært at sammensætte truppen for U19-træneren. Og det er en trup, der skal jagte muligheden for medaljer.
- Vinder vi vores tre kampe, bliver vi minimum nummer fire. Så vi skal vinde egne kampe og have lidt hjælp til et par resultater. Efter en sæson kan vi altid finde kampe, hvor vi skulle have haft flere point, men der er nok også nogle kampe, hvor modstanderen mener, vi har fået for mange. Så set over en sæson får vi det antal point, som vi har fortjent – og med ni point i de sidste tre håber vi, det er tilstrækkeligt til medaljer.
Kampen mellem OB og Silkeborg IF spilles på Jysk Park i Silkeborg lørdag den 26. maj klokken 13:00.