06.05.2018 13:05
Troels Kløve stod for begge OB's scoringer i 3-2 nederlaget mod AGF.
Alka Superliga
Europa Playoff, 1. runde, 1. kamp
Ceres Park, Aarhus, 6.5. 12:00
AGF - OB 3-2 (1-2)
02. 0-1 Troels Kløve
21. 1-1 Tobias Sana
42. 1-2 Troels Kløve
51. 2-2 Kasper Junker
55. 3-2 Martin Pusic
Adv.: Troels Kløve, OB (24.), Daniel A. Pedersen, AGF (60.), Dino Mikanovic, AGF (86.).
AGF: Aleksandar Jovanovic - Casper Højer, Niklas Backmann, Pierre Kanstrup, Martin Spelmann (46. Dino Mikanovic) - Jacob Ankersen, Mustafa Amini, Daniel Pedersen, Jens Stage - Kasper Junker (54. Martin Pusic), Tobias Sana (75. Mustapha Bundu).
Bænk: Steffen Rasmussen, Dino Mikanovic, Adams Guira, Jesper Juelsgaard, Mustapha Bundu, Martin Pusic, Magnus Kaastrup.
OB: Sten Grytebust - Ryan Johnson, Kenneth Emil Petersen, Marco Lund, Jacob Barrett - Casper Nielsen (74. Andre Rømer), Jeppe Tverskov, Jens Jakob Thomasen (61. Mathias Greve), Troels Kløve - Nicklas Helenius, Anders K. Jacobsen (71. Joan Simun Edmundsson)
Bænken: Thomas Mikkelsen, Joao Pereira, Joan Simun Edmundsson, Andre Rømer, Julius Eskesen, Mikkel Desler, Mathias Greve.
Om kampen:
I høj sol og med sommerlige vejrfornemmelser tog OB og AGF hul på Playoff-kampene om en plads i Europa League. Det skete søndag middag, hvor AGF tog imod for øjnene af næsten 10.000 tilskuere. Det viste sig at blive en kamp med ligeså mange rutsjebane-ture som hos naboen Tivoli Friheden, men da alt kom til alt endte kampen med et resultat, der lover for en utroligt spændende returkamp i Odense næste søndag kl. 18.
OB kom stærkt fra land og allerede efter et par minutter fik fynboerne spillet bolden over venstresiden, og Ryan Johnson Laursen kunne servicere Troels Kløve med en fin aflevering, som Kløve sendte i nettet til fynsk føring. Det gav mod og energi på mere, og det var OB, der fuldstændig kontrollerede begivenhederne. AGF kom til enkelte indlæg, men uden at følge dem op i feltet, og derfor var det ganske ulogisk, at AGF udlignede efter 21 minutter, da Tobias Sana udnyttede Daniel Pedersens fine oplæg.
Det ændrede dog ikke på kampbilledet, for det var stadig OB, der havde styr på tingene og skabte stort set alt, hvad der var at skrive om. Det fineste af det hele fandt sted kort før pausen, hvor Anders K. Jacobsen med et højt og dybt lob fandt Troels Kløve i feltet. Med ryggen til mål fik Kløve med ydersiden af støvlen drejet bolden i nettet, og en af de mest oplagte kandidater til Årets Mål 2018 sikrede OB en pauseføring på 2-1.
Efter pausen blev det en mere rodet forestilling. AGF kom længere frem på banen og overlod knap så meget til OB. Det udbyttede hjemmeholdet til at ændre tingenes tilstand på et kvarter, hvor først Kasper Junker og siden Martin Pusic gjorde det til 2-2 og 3-2.
OB fik bedre styr på kampen igen i den sidste halvdel af anden halvleg, og det blev da også til et par fornuftige afslutninger, der kunne have givet et udlignende mål. Det skete ikke, og dermed sluttede første omgang med 3-2 til AGF. Det betyder, at OB skal vinde returkampen i Odense. Slutter det uafgjort eller med AGF-sejr, er Agf videre i playoff-spillet. Vinder OB med mere end et mål - eller med cifrene 1-0 eller 2-1, er OB klar til næste runde. Slutter kampen i Odense 3-2 til OB, vil den gå i forlænget spilletid og eventuelt straffesparkskonkurrence.
Det dufter af drama på Ewii Park på søndag kl. 18.