Holdfoto U15 201718

Benjamin Jakobsen — 03.05.2018 09:57

Et spændende lokalopgør i Næsby blev afgjort til stribernes fordel på en straffesparksscoring af Magnus Saaby efter et kvarters spil.

U15 Turneringskamp,
Onsdag 2. maj kl. 18:30, ALPI Stadion
Næsby – OB 0-1 (0-1)
15. min. 0-1 Magnus Saaby (Straffe)

OB’s trup:
Tobias Jacobsen, Frederik Lyneborg, Gustav Grubbe, Andreas Hother, Luca Kjerrumgaard, Valdemar Kwasniak, Jakob Okkels, Aske Adelgaard, Emmanuel Yeboah, Magnus Saaby, Oliver Hansen, Isak Jensen, Asbjørn Sylvester, Frederik Lebæk.

Kampens forløb:
Blot en uge efter topopgøret i Odense sidste onsdag, stod topholdende fra U15 Liga 1 overfor hinanden igen. Denne gang på Næsby-drengenes hjemmebane til endnu en dyst i derbygenren.
Efter en fin kamp som dog manglede lidt spænding til sidst i Ådalen, så var der denne onsdag fuld valuta for pengene til de mange fremmødte fynske fodboldentusiaster.
Næsby kæmpede forbilledligt for at udfordre striberne hele kampen i gennem, hvor de specielt i første halvleg havde stor boldbesiddelse på egen halvdel. OB-drengene havde svært ved at stjæle bolden fra forstadsholdet, selvom de pressede dem højt efter bedste evne.
Samtidig gjorde Næsby stribernes defensiv usikker i flere omgange med deres dybe løb, selvom de helt store chancer udeblev.
OB scorede midt i første halvleg ved Magnus Saaby på et straffespark, som hjemmeholdt naturligt var frustrerede over, men brændte derudover en håndfuld store chancer alene med en godt spillende Næsbykeeper. De brændte chancer gjorde, at vi fik en dramatisk afslutning med en advarsel til begge hold, hvor begge hold kæmpede, med alt hvad de havde at give for at sikre et resultat til deres fordel.

Kommentar fra Ulrik Bredegaard:
Det var en fed kamp for os. Det er ikke tit, vi bliver matchet så godt i turneringen, og der skal vi virkelig tage hatten af for Næsby, der for alvor bød os op til dans i dag og præsterede en flot kamp. Det vidnede om et blomstrende fynsk fodboldmiljø på ungdomssiden med mange dygtige spillere.
Jeg vil også rose vores egne spillere, selvom det ikke er fordi, vi er i nærheden af det bedste vi har præsteret, så skal vi ikke tage fejl af at et lokalopgør i en svær kamp er en speciel opgave, som mentalt kan være et svært pres at spille under, og det har vi snakket meget om, at vi skal være i stand til at håndtere. Det viser drengene, efter min mening, at de er i stand til og fortjener stor ros for den attitude, de tacklede hele kampen på – med den rette selvtillid, vindermentalitet og ydmyghed.

Næste kamp:
Søndag 6. maj, 13:00 OB-Haderslev, Ådalen